Fair play

Socialdemokraten Magnus Heunicke fik i den forgangne uge en del opmærksomhed, fordi han offentligt anerkendte og roste en politisk modstanders indsats og samtidig vedgik, at han selv havde taget fejl i sin oprindelige kritik af samme indsats. Pågældende modstander, Hans Christian Schmidt fra Venstre, takkede varmt og roste Heunickes format.

Denne udveksling er interessant. To politikere, der kæmper om de samme vælgeres gunst og derfor i en snæver betragtning kunne have interesse i at få den anden til at fremstå som inkompetent eller ordinær, sætter sig ud over denne snævre betragtning. De anerkender hhv. en positiv indsats og en positiv personlig egenskab, som de ikke havde behøvet at anerkende. Måske har de tænkt, at vælgerne nok godt kan finde ud af at stemme på den politiker, de er mest enige med, og som de stoler mest på, uanset at vedkommende påpeger positive træk hos en anden – for den anden er vælgerne jo netop ikke enig med politisk. Men det tror jeg ikke; jeg tror ikke der har ligget strategi og kalkuleret risiko bag udmeldingerne. Jeg vælger at tro, at d’herrer har handlet ud fra personlig integritet og ikke har fulgt et gustent råd fra en spindoktor: I første omgang var Schmidts indsats blevet miskendt, og da Heunicke indså dette fra sin nye position som trafikminister og med det indblik, den unikke position giver ham, følte han det rigtigst at rette fejlopfattelsen – sin egen og andres. Og Schmidt kvitterede så ved at anerkende dette karaktertræk hos Heunicke.

Hvad der er endnu mere interessant er dog den omtale, udvekslingen afstedkom. Omtalen kom selvfølgelig, fordi hændelsen er usædvanlig.

I sportens verden ville man kalde den slags for fair play. Jeg så for nylig et klip fra en fodboldkamp i den engelske Premier League. To bundhold spillede en meget vigtig kamp, der kunne være med til at afgøre, hvem der skulle rykke ned. Stillingen var 1-1 kort før tid, da en angriber fra det ene hold røg omkuld i feltet. Dommeren dømte straffespark – men til alles forbløffelse gjorde angriberen opmærksom på, at han bare var snublet, og dommeren annullerede derefter sin dom og kampen fortsatte. Og angriberen fik naturligvis stor anerkendelse fra sine modstandere. Han kunne have ladet som ingenting, fået sit straffe, scoret og måske reddet sin klub fra nedrykning. Men det gjorde han ikke, for det havde været forkert.

Hvad er fair play egentlig? ”Fair” betyder som bekendt retfærdig, så det handler om, at tingene skal gå retfærdigt til. Og når begrebet overhovedet er opstået, så er det fordi der i sport som i alle livets forhold kan opstå situationer, hvor retfærdigheden ikke umiddelbart er sket fyldest, men hvor de implicerede parter selv har magt til at rette op på det, og hvor de også har ansvar for at gøre det, fordi det ellers ikke vil ske.

Med andre ord er det en forudsætning, for at du kan udøve fair play, at du ikke behøver at gøre det –  i den forstand, at det er en personlig viljeshandling. Ingen udefra kommende magt tvinger dig. Måske bliver uretfærdigheden endda aldrig opdaget, hvis du ikke viser fair play. I hvert fald kunne spillet og livet gå videre, uden at nogen kunne gøre noget ved det, og du ville opnå en uretmæssig fordel. Der er altså i forbindelse med fair play tale om, at nogen tager et personligt ansvar og aktivt fravælger en fordel, som vedkommende ellers kunne have fået: Går tingene deres naturlige gang, står man til en gevinst. Og vender man den om, kan dét jo kortsluttes derhen, at hvis man griber ind, så tingene ikke går deres naturlige gang, så får man ikke sin gevinst, og så må nogen jo skylde én noget. Man ville have fået noget, man nu ikke får, og dermed bliver man jo faktisk snydt, hvis det videre forløb ændres.

Det afgørende her er jo imidlertid netop, at det er en gevinst man kunne have fået, men som man ikke skulle have fået. Der er altså ikke tale om, at man går glip af noget, man havde ret til. Udgangspunktet er, at man ikke havde retten. Man havde ikke fordelen.

Det forekommer mig, at i dag i politik som i andre fløje af tilværelsen spiller grådighed en større og større rolle. Grådighed forstået bredt som en meget stærk tilbøjelighed til at fokusere på personligt at få så meget som muligt ud af enhver situation. For egen vindings skyld, siger man. Hvis man kunne køre gratis med bussen, fordi der næppe kommer en kontrollør, hvorfor skulle man så ikke gøre det? Hvis man kunne slippe billigere i skat, fordi ingen vil opdage at man fifler en smule med nogle bilag, hvorfor så ikke gøre det? Har man ikke nærmest ret til at gøre det, hvis det ikke bliver opdaget..? Hvad ingen ved, har ingen jo ondt af. Eller med Poul Ørums 11. bud: Det gør ikke noget, hvis det ikke bliver opdaget.

Jo, det gør noget. Det spreder sig. Vi har de senere år drejet vores samfund – måske i en ond spiral af manglende tillid oppefra og manglende integritet både oppefra og nedefra – over i en model, hvor svaret på mange spørgsmål er ”øget kontrol”. Vi lærer af hinanden, og vi spreder alle sammen den virus, at det er andres ansvar at få tingene til at gå ordentligt til, ikke mit. Når det går din vej, kan du måske føle dig en smule skyldig men bekvemt glemme det hurtigt igen, mens du nyder din gevinst, og når det ikke går din vej, tager du en forstærket mistillid til andre mennesker og livet i det hele taget med derfra.

Det burde selvfølgelig være sådan, at Heunicke/Schmidts adfærd var fuldstændig gængs. Politikere bør være mennesker af format, for de leder landet og inspirerer os andre. Heunicke/Schmidt spreder god karma, og den aktuelle situation går alle implicerede jo fra med fornyet tro på verden og dens mennesker – og endda også alle os, som ikke er implicerede men kun har læst om episoden i avisen. Den slags adfærd skaber meget mere positiv energi, end de situationer, hvor en enkelt part får en fordel ud af ikke at gøre indsigelser imod en uretfærdighed. Man kommer næsten til at tænke på citatet fra Schindler’s Liste: ”Whoever saves one life, saves the world entire”. Så kære politikere og kære læser: Lad os fortsætte den gode cirkel, som Heunicke og Schmidt har startet, og som man gudskelov stadig oplever folk rundt omkring starte i ny og næ. Lad os udvise fair play, hver eneste gang vi har chancen. Verden bliver et bedre sted.

Når jeg mødes med gutterne i den fodboldklub, jeg og en kammerat har startet for nogle år siden, har vi fokus på at vinde, på at have det sjovt og på at spille noget fed fodbold. Men klubben er stiftet, fordi vi synes det vigtigste ikke er at vinde, i modsætning til hvad vi har oplevet i andre klubber. Det vigtigste er glæden ved spillet og glæden ved at vinde på en ordentlig måde. Vi har også et kampråb:

Hvad er vi? Cool! Hvad er dommeren? Cool! Hvad er modstanderen? Cool!

Share Button
The following two tabs change content below.
Profile photo of Jakob Fredslund
Født 1972, har PhD. i datalogi som handlede om programmering af intelligente robotter. Boede i Los Angeles i 9 måneder som en del af studiet. Var siden forsker i 5 år ved Center for Bioinformatik på Aarhus Universitet. Er nu forsknings- og innovationsspecialist ved Alexandra Instituttet, også i Aarhus. Er gift med Laila og har tre børn. Har alle dage haft en svaghed for sprog, ord, systematik og hvad det kan kombineres til, og det er jeg blevet inviteret til at belemre qed's læsere med eksempler på.
Profile photo of Jakob Fredslund

Nyeste indlæg af Jakob Fredslund (se alle)

3 kommentarer for “Fair play

  1. Anonymous
    30. marts 2014 at 12:41

    Tænk hvis fodbold spillet havde samme mænge regler som staten og politikerne finder på…. mon du så nogensinde var kommet igang med spillet? 🙂
    Politikerne trænger især til at vise fair-play overfor befolkningen – ikke bare mellem hinanden (som dog også er tiltrængt)….

    • Profile photo of Jakob Fredslund
      3. april 2014 at 21:51

      Næh, jeg var sikkert ikke kommet i gang så. Har faktisk tit tænkt, at det sgu nok er en nødvendighed, at man som politiker i et politisk parti af og til må æde sine egne principper og kæmpe for noget, man synes er helt forkert. Det bør vel ikke kunne blive nødvendigt at man lyver på den konto – men jeg tror egentlig, det kan komme tæt på. Ellers vil et system med partier næppe fungere i praksis.

  2. Profile photo of Therese Hansen
    30. marts 2014 at 19:39

    Fair play ville gøre livet så meget nemmere. Samarbejde og troen på at andre handler ud fra de bedste intentioner men med andre informationer og erfaringer end en selv – sikke en forskel det ville gøre i arbejdet med f.eks. et it-projekt. Kontrakter ville være meget kortere og simplere.

    Jeg har oplevet det et par gange i professionelle it-projekter at tilliden overvandt alle problemer og det var en fornøjelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *