Datalog på filmoptagelse i Hollywood

closeupTilbage i august 2007 fik jeg en email ud af det blå fra en person ved navn Leena Pendharkar. Hun skrev hun var filmskaber, og at hun på nettet havde fundet en LEGO-robot, som jeg byggede under mit PhD-studium, og spurgte, om hun kunne bruge den i en spillefilm.

email

feelix

Robotten, Feelix, havde et ansigt, der kunne skifte udtryk, og det var dét, de havde brug for i filmen Raspberry Magic – www.raspberrymagic.com

Jeg troede ikke rigtig på, at det ville blive til noget, men over de følgende måneder blev hun ved med at skrive med lange og ujævne mellemrum. Og pludselig var de ved at have skaffet penge nok til faktisk at lave filmen, og det begyndte at blive konkret. Feelix virkede imidlertid ikke længere efter at have delt opholdsrum med mine børn, og der måtte derfor en ny robot til. Og jeg kunne ikke sende dem en robot og regne med, at den ville virke – vel? ;-), så jeg måtte derfor selv med derover, hvis det skulle være. De var meget begejstrede ved tanken om at få mig og en robot med, men de havde ikke råd til at finansiere ret meget af min deltagelse. Hen over efteråret ’08 fortalte jeg ledelsen på Alexandra Instituttet (hvor jeg er ansat) og Ole Caprani fra LEGO-Lab, Aarhus Universitet, om projektet, og de syntes så godt om denne chance, at de i fællesskab gjorde min deltagelse mulig.

1. december tog jeg af sted – efter at have afklaret kontrakt med filmfolkene og rettighedsspørgsmål med LEGO i absolut 11. time: De havde indføjet i kontrakten, at SKULLE der opstå noget sagsanlæg fra LEGO angående brug af legoklodser i deres film, så hang jeg personligt på den. Det duede jo ikke, men de kunne ikke rigtig overskue at forhandle rettigheder fra LEGO. Heldigvis fik jeg hurtigt hul igennem til de rette folk i LEGO og fik tilladelsen. Så jeg kom fint afsted og nåede Oakland, Californien med et nyt til lejligheden bygget robothoved i håndbagagen og en stor, genbrugt robotkrop balsameret i strømper og underbukser i kufferten i nogenlunde hel tilstand.

Filmoptagelserne strakte sig fra sidst i november frem til 22. december, og de havde planlagt det, så scenerne med robotten skulle optages over fem-seks dage i begyndelsen af december. Ind imellem var der derfor også tid til traveture rundt i fantastiske San Francisco lige på den anden side af bugten.

På min første dag on set mødte jeg stort set hele filmholdet og de fleste af skuespillerne. Optagelserne skulle foregå på en folkeskole, og min base blev kostumerummet, hvor skuespillerne efter tur kom hen og fik det rigtige tøj på og fik lagt make-up.

kostumerum

Hovedpersonerne er en pige på ca. 11 år, hendes lillesøster, hendes veninde, hendes konkurrent i naturvidenskabsprojekt-konkurrencen (ham der bygger robotten i filmen), skolens pedel, en lærerinde samt søstrenes forældre. Selv til sådan en lille lavbudget- indie-film, dvs. en uafhængig film finansieret uden om de store selskaber, er der 45 personer på filmholdet, og uanset hvad jeg måtte have frygtet, da de kontaktede mig for første gang, så var det meget seriøse folk; producent Megha Kadakia og instruktøren Leena Pendharkar har arbejdet (ulønnet) på dette projekt i to år eller mere. Megha var, indtil hun sagde op kort tid før optagelsernes start, Director of strategy hos Disney-studierne, men hun blev træt af bureaukratiet (OG af at arbejde 90 timer om ugen og på Raspberry Magic i sin fritid).

Det var fedt at være en del af processen, og de var også begejstrede over faktisk at have fået den robot, der er beskrevet i manuskriptet, og som de måske havde tvivlet noget på kunne skaffes. Alle var mægtig tilfredse med den.

Robotten var i løbet af dagen med i to scener; hver af dem tog det vel to timer at optage – bl.a. fordi de kun havde haft råd til at disponere over ét kamera; dermed skal scenen spilles om, hvis der skal kunne klippes mellem forskellige kameravinkler. Resten af dagen var dermed ventetid – jeg blev hentet kl. 11 og kørt hjem til hotellet igen til en frostpizza i ovnen kl. 23. Frokosten blev serveret kl. 16.15 🙂 – af princip hedder første måltid morgenmad og andet (og sidste) måltid frokost. Derudover er der snacks og drikkevarer. For disse små uafhængige film er en arbejdsdag på over 12 timer gennemsnittet. Det var utrolig spændende at være med i processen; alle kender (efter et par dage, hvor man åbenbart lige skulle lære hinanden lidt at kende, kunne jeg forstå) deres rolle og arbejder præcist og effektivt: Instruktør, instruktørassistent, lydfolk, kostumeperson, makeupperson, diverse assistenter og medhjælpere, skuespillere, statister, lysfolk, .. meget skægt at se, hvordan rytmen i en optagelse er. Og hvordan der er et helt klart hierarki, hvilket gør, at der stilles meget få spørgsmål i betragtning af, hvor mange involverede der egentlig er. Nøglepersonerne har en walkietalkie, så de hele tiden kan lokaliseres og tilkaldes. Den første scene var en, hvor robottens skaber, Zachary, skulle bære robotten 10 meter og undervejs træde på nogle blomster. En scene på måske 30 sekunder. Den blev nok optaget 20 gange fra forskellige vinkler og i forskellige forsøg, og eftersom robotten ikke skulle gøre noget, var min rolle sådan bare at fortælle drengen, hvordan han skulle bære den uden at tabe den. Mellem alle optagelser stod drengen troligt på sin startposition (”Back to one”) og ventede på næste ”aaand .. ACTION everybody!”.

scene1

Næste scene var sjovere; en stor scene med en masse elever som statister, hvor robotten faktisk skulle gøre noget. Jeg havde lavet forskellige programmer hjemmefra ud fra manuskriptet, og vi fandt ud af, at det bedste var, at jeg gemte mig bag et bord ved siden af læreren og derfra med den medbragte fjernbetjening (med ledning) styrede robotten oppe på bordet. Så i den færdige film er jeg faktisk med i en af de centrale scener, uden at man kan se mig. Til gengæld er der muligvis en plasticpose med teksten “Det Lune Brød” med i baggrunden.

 

bagkameraet

Der skelnes i øvrigt skarpt mellem teknikere og “de kreative”; de kretive er skuespillere og instruktør. Der er ingen værdiladning i det, kun en afklarethed vedrørende folks forskellige roller og ansvarsområder. Instruktøren bestemmer, hvordan det hele skal være, og teknikerne realiserer det. Kameramanden bestemmer, eventuelt i samråd med instruktøren, hvordan den bedste vinkel vil være og hvilken linse osv. Kostumieren bestemmer hvilket tøj, der bedst understøtter karaktererne. Men der er altså forskel på teknikere og skuespillere. Således hørte jeg flg. replik: “Do you need all three talent on set now?”, sagt i walkietalkien af kostumieren til instruktørassistenten om to skuespillere og mig/robotten 🙂

De underste i hierarkiet er de såkaldte P.A.’s, dvs. production assistants. Det er typisk folk, der lige er færdig med filmskolen, og som gerne vil udbygge deres CV. En af dem, Brandon på 22, fortalte mig, at han får 300 dollars for at være med hele vejen, dvs. typisk 14 timers arbejde om dagen i tre-fire uger med én ugentlig fridag (som dog ikke var mere fri, end at han blev sat til at køre mig til lufthavnen i myldretiden, hvilket må have kostet ham i alt 4 timer i en bil). Han ville endda gerne have gjort det gratis; det første filmjob er svært at få, sagde han, men når først man kan skrive, at man har prøvet det før, er det noget nemmere at få flere. Producenten fortalte ved en anden lejlighed, at hun havde arbejdet 17 timer i døgnet, siden de begyndte at filme.

Skuespillerne er ikke så kendte i Danmark. En af dem, James Morrison, spillede med i TV-serien ”24 timer” med Kiefer Sutherland; hans karakter hedder vist nok Bill Buchanan. Det er ham i midten her på billedet. I serien er han FBI-direktør eller sådan noget; i ”Raspberry Magic” er han pedel. Ak ja.

james

Skuespillerne boede på samme hotel som mig, og James havde kone og søn med. Jeg inviterede dem op på mit værelse, så sønnen kunne se robotten, hvilket alle tre var meget glade for.

Derudover blev lærerinden spillet af Alison Brie, som er med i tv-serien Mad Men. Ellers var det børneskuespillerne, der havde mest stjernestøv over sig. De havde haft større eller (mest) mindre roller i film med store navne som Dustin Hoffman, Chris O’Donnell, Julia Ormond, John Cusack, Christian Slater, Adam Sandler, Angelina Jolie, Clint Eastwood, Donald Sutherland og Natalie Portman. Største stjerne er sådan set robotdrengen, Zach Mills, en sød, artig 12-årig knægt, som bad sin agent (eller fik sin mor til at bede sin agent) om at få lov at være med i filmen for små penge, fordi han var så glad for manuskriptet. Børnenes mødre rejser med dem rundt.

zach

En anden af hovedpersonerne blev spillet af Bella Thorne. Hun var sådan en køn rapkæftet 12-årig Keira Knightley-type, der var vant til at have opmærksomhed fra en allerede lang filmkarriere. Hun har siden udviklet sig til en rigtig teenage-stjerne med eget tv-show på Disney Channel. Lur mig om ikke hun bliver rigtig stor om et par år.

bella1

Sådan ser hun ud i dag:

bella2

De følgende dage var robotten med i en del flere scener, og til min store tilfredshed – og lettelse – performede den fint. Der opstod kun to problemer: I omtalte scene, hvor den skulle bæres, tabte den sin tophue to gange, men det blev løst med en sikkerhedsnål (den slags er der folk, der lige har ved hånden). Og en enkelt gang svigtede dens program, og jeg måtte afbryde en scene med adskillige statister og genstarte – ”Robot malfunction!” – uden at have en anelse om hvad der gik galt, så jeg var lidt spændt i resten af den scenes adskillige takes fra min position på gulvet bag katederet.

Her kommer nogle løsrevne indtryk fra hele min oplevelse af filmproduktionen.

Sidsteøjebliksprogrammering: En af dagene var jeg hjemme kl. 23 og havde ladet robotten blive på set’et. Jeg havde bedt om og fik som det sidste inden afgang stukket manuskriptet i hånden sammen med en liste af de scener, der skulle optages næste dag fra kl. 10.30; indtil da havde jeg haft et manuskript uden scenenumre i. Det var mere reglen end undtagelsen, at planen for den kommende dags sceneoptagelser (og dermed bl.a. de tidspunkter, jeg og skuespillerne drypvis ville blive hentet på) først lå endeligt fast omkring midnat (se et såkaldt call sheet nedenfor). Da jeg kom tilbage til hotellet, fandt jeg ud af flere ting: Dels var det rigtige manuskript noget forskelligt fra den version, jeg havde fået på email nogle måneder forinden, og robotten skulle derfor gøre noget andet, end jeg havde forprogrammeret den til hjemmefra, og dels havde jeg ikke fået strømadapteren til computeren med tilbage til hotellet; den sad stadig i den forlængerledning, vi havde brugt på set’et. Første scene dagen efter var en af de centrale robotscener, så robottens opførsel skulle helst være på plads, inden jeg kom derud. Så jeg måtte i gang med at programmere på tid – dvs. så længe computeren havde batteri – og uden selve robotten til at teste programmet på. Da jeg kom derud dagen efter og kom i gang med at teste, viste det sig, at programmet ikke virkede. Så alt imens 30 mennesker rundt omkring mig var i hektisk aktivitet med at sætte lys og mikrofoner og kameraskinner osv. op og give instruktion og øve med skuespillerne, skulle jeg liiige have programmet til at virke. Vel vidende, at alle mand ville være klar til at optage om fem minutter. Det lykkedes heldigvis at blive færdig lige til allersidst, og jeg kunne indtage min plads på gulvet bag kateredet og derfra styre robotten.

 daysheet

The pumpkin situation: Et udtryk hentet fra Askepot, der som bekendt bliver kørt til hofballet i et fortryllet græskar men skal være hjemme igen kl. 12 midnat. Børneskuespillere må kun være på set’et i 9½ time, hvoraf 3 skal gå med skoleundervisning og 1 time er frokostpause. Dvs. der er tilknyttet en ”studio teacher”, som går rundt som en høg og forsøger at fravriste filmfolkene børnene på for dem meget ofte ubelejlige tidspunkter. Omvendt tager de det meget seriøst, så de ikke får sagsanlæg på halsen, og de har derfor tit travlt sidst på aftenen med at få optagelser i kassen med børnene, før de er nødt til at sende dem hjem. Imponerende, i øvrigt, at børn på 9-10 år har tålmodighed og udholdenhed og koncentrationsevne til at tage den samme scene og den samme replik om og om igen 10-20 gange, mens de bare mere eller mindre bliver stående på samme sted mellem takes.

Wrap: Når en skuespiller er færdig med alle sine optagelser for en dag og kan tage hjem, hedder det ”That’s a wrap on X”, og så klapper alle i lokalet. Fin lille gestus egentlig. Afspejler dog også, ved nærmere eftertanke, det der skel mellem de kreative og teknikerne; teknikerne er på hele dagen, og dem klappes der ikke af, når dagen slutter. Ikke at de ikke får anerkendelse fra instruktør og skuespillere osv., de værdsættes absolut i høj grad, men der er altså ikke nogen klappekonvention, der kunne indikere, at et job er særlig svært.

Art direction: Den store, afsluttende scene i filmen foregår i en gymnastiksal til en såkaldt science fair. Til det formål havde art direction-folkene skaffet eller lavet ca. 100 plakater med autentisk udseende 6.-klasses projektbeskrivelser, og de havde pyntet op og sat ting op i lokalet, så det lignede en udstilling. Bl.a. en plakat for robotten (der hedder ”Tomodachi” i filmen), som jeg blev bedt om at skrive teksten til. Det betød, at jeg sad med og udfyldte en skabelon med forsøgsopstilling, metode, resultater, konklusion osv. og blandt andet opdigtede årsager til, at robotten kun havde kunnet forudsige 88% af testpersonernes humør 🙂

sciencefair

Desværre blev alle optagelser til den scene ikke nået, og de måtte tage hele molevitten ned om aftenen og sætte det op igen aftenen efter, eftersom skolens elever skulle bruge rummet om dagen. Bl.a. til den slags situationer har mange af folkene kameraer (eller mere præcist: de folk, der har ansvar for det), som de hele tiden tager billeder af skuespillere og omgivelserne med, så en situation kan genskabes helt præcist. Jeg var statist i den scene og var med begge dage – med forskellige sweatre under den samme jakke. Instruktørassistenten mente ikke nogen ville lægge mærke til det, men det vil man nu nok kunne få øje på, hvis man ser efter 🙂

sciencefair2

Lyd: Mikrofonerne, de bruger, er meget sensitive, og derfor måtte adskillige optagelser kasseres og skydes om, fordi der fx fløj et fly hen over bygningen. Også ting som et skyllende toilet eller en dør der smækker uden for selve rummet der optages i, kan ødelægge optagelsen.

Udstyr: Der er utrolig meget gear, der skal sættes op og tages ned mellem hver eneste nye kameraposition. Derfor kan en scene på 10 sekunder sagtens tage to timer at få i kassen. Der skal sættes det helt rigtige lys, hvilket kan gøres med store lamper med forskellige former for afskærmning, eller via sollys udenfor evt. med kæmpestore reflektionslærreder. (De små sorte spotlights på billedet nedenfor var der dog i forvejen og blev ikke brugt).

lamper

Kameraet skal måske køre på skinner, der med træklodser gøres helt vandrette, og som kan samles og skilles ad. Mikrofonerne holdes enten hen tæt over hovedet på skuespillerne med en såkaldt boom stick (tror jeg den hedder), eller skuespillerne får små mikrofoner på under tøjet. Således er der en til to personer, hvis eneste job 12 timer om dagen er under optagelserne at holde en flere meter lang pind med en mikrofon i enden i strakte arme over eget hoved i en præcis højde.

Continuity: En anden person har ansvar for, at der er kontinuitet scenerne igennem. Den samme scene kan godt optages over flere dage, og så er det denne person, der skal holde øje med, at skuespillerens sideskilning sidder i samme side, at det samme antal knapper er knappet, at tasken hænger over samme skulder, at en statist ikke pludselig står et helt andet sted eller har andet tøj på. Og vistnok også at huske kameralinser og –indstillinger og den slags, så præcis samme slags optagelse kan gentages.

Stand-in: Den store science fair-scene blev som sagt ikke færdiggjort, og desværre var det Alison Brie‘s sidste dag på produktionen. Lærerinden skulle imidlertid bruges i scenen – i hvert fald skulle hun kunne anes – i de manglende optagelser fra udstillingen, så en af produktionsassistenterne, der lignede hende lidt, fik redt håret på samme måde og fik samme tøj på, og så gæsteoptrådte hendes skulder på dagens pick up-optagelser i den rigtige skuespiller(s skulders) fravær.

Klaptræet: Jeg har altid undret mig over, hvad klaptræets funktion er, og hvad de der underlige meget hurtigt løbende digitale tal betyder, der løber på et lille display på det, og som skifter, når der klappes med det. Det bruges, så man kan synkronisere lydsporet og billedsporet efterfølgende; lyd og billede optages på to separate harddiske, og derfor siger kameraassistenten scenens nummer og hvilken take der skal til at optages, og han klapper med klaptræet, så billedet af det klappende klaptræ i klipperummet efterfølgende kan synkroniseres med lyden af det klappende klaptræ. De løbende tal er indices på lydsporets harddrive, så billedet også kan synkronisere med lyden og ikke kun omvendt; de sidste tal, der dukker op efter klippet, er vist nok bare en dato.

Snapshots fra bag kameraet:

Instruktør Leena (i klapstolen selvfølgelig) og 1. instruktørassistent Frank Simeone.

klapstol

Instruktør og cheffotograf Jeffery Chu diskuterer kameravinkel.

chu

Lydmand John LaRosa og flere fra holdet. OG god stemning; der kørte en leg med under optagelserne at sætte tøjklemmer fast i de andres tøj, uden at de lagde mærke til det. Det skulle jo foregå meget diskret, så optagelsen ikke blev ødelagt af hurlumhej bag kameraet 🙂

stemning

I den afsluttende scene skulle der bruges close-ups af robotten.

closeup

Lily Javaherpour, hovedrolleindehaveren:

lily

En kæmpestor oplevelse var det! Og jeg havde dælme ikke set det komme, at jeg som lego-nørdet datalog skulle få lejlighed til at komme med i en amerikansk, hollywood(-agtig) spillefilmproduktion. Tænk hvad det kan blive til, hvis man bliver ved længe nok..:

jf11

Share Button
The following two tabs change content below.
Profile photo of Jakob Fredslund
Født 1972, har PhD. i datalogi som handlede om programmering af intelligente robotter. Boede i Los Angeles i 9 måneder som en del af studiet. Var siden forsker i 5 år ved Center for Bioinformatik på Aarhus Universitet. Er nu forsknings- og innovationsspecialist ved Alexandra Instituttet, også i Aarhus. Er gift med Laila og har tre børn. Har alle dage haft en svaghed for sprog, ord, systematik og hvad det kan kombineres til, og det er jeg blevet inviteret til at belemre qed's læsere med eksempler på.
Profile photo of Jakob Fredslund

Nyeste indlæg af Jakob Fredslund (se alle)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *