Hvor alvorligt er det hersens “Mass Surveillance” egentligt?

Der er snart GOTO i Aarhus og København og som et lille barn der forventningsfuldt åbner en pose fredagsslik, har jeg været inde og studere programmet og jeg blev ikke skuffet. Indholdet er mere eller mindre som forventet, men en ting synes jeg skiller sig lidt ud for en konference på dansk jord, nemlig Martin Fowler og Erik Dörnenburgs keynote “Our Responsibility to Defeat Mass Surveillance”. For det er da ikke noget vi behøver at bekymre os om her i lille Danmark. Eller hvad?

Online security

Jeg er en meget åben person. Der er ikke ret meget man ikke kan finde ud af om mig, hvis man bruger fem minutter på det på Google. Jeg er en diametral modsætning til min kære husbond, som nærmest bliver tosset hvis jeg nævner ham på facebook eller som får koldsved hver gang jeg handler online (jeg kan taste mit kortnummer med bind for øjnene, så han sveder en del!). Jeg ved selvfølgelig godt at man skal beskytte sine data og jeg kaster da heller ikke omkring med mit kortnummer og mit CPR-nummer, for jeg er da ret glad for min identitet og vil gerne beholde den. Men det må vel være længe fint.

Jeg er så flere gange stødt på nogle tosser som advarer om dommedag, bål og brand, fordi der er nogen som overvåger os alle online, hvortil jeg har tænkt “Og hvad så?”. Hvad er det folk går rundt og laver, som de er så bange for at nogen skal opdage? Hvis folk er kriminelle er de da selv ude om det, hvis de bliver fanget i at gøre noget forkert. Jeg vil endda krydse fingre for at de bliver fanget i kriminelle handlinger, når jeg tænker på alle de grimme ting der foregår rundt omkring. Folk skal bare opføre sig ordentligt og så har de ikke noget at være bange for. Punktum. Min mands holdning til “det store farlige internet” har dog fået mig til at forstå at private folk ønsker at forblive private. At selv om de måske ikke har noget at skjule, har de heller ikke noget ønske om at være synlige. Og det kan jeg da godt forholde mig til, men der er jo heller ingen grund til at piske en stemning op.

Men så var jeg til QCon New York sidste år og hørte en af disse hersens gale mennesker, Bruce Schneier hedder han, som snakkede om online sikkerhed, og så viste det sig at han slet ikke var en tosse. Han var faktisk meget fornuftig at høre på og skærpede min interesse for online sikkerhed. Jeg kan ikke huske om det lige var ham eller en anden som stillede det for mig særligt interessante spørgsmål – nemlig hvad der sker, hvis man online foretager sig noget som er lovligt, men som senere bliver ulovligt. Hvad vil der så ske med den information? Kan man holdes ansvarligt for noget i fremtiden som var ok i fortiden? Tør man at tage chancen?

Overvågningssamfundet

Som tingene ser ud i dag, er det jo ikke længere kun et spørgsmål om hvad man diskuterer offentligt. Nu er problemet jo at vi nærmer os et overvågningssamfund, hvor alle vores telefonopkald, sms’er, emails osv. risikerer at blive optaget og gemt til evig tid, så de kan hives frem når det passer ind i en eller anden organisations (eller persons, for at være på den paranoide side) kram. Og hvor etisk og moralsk korrekt jeg end mener at jeg opfører mig nu, så er der jo ingen garanti for at det altid vil være gængs moral og etik. Og selv om jeg i dag har det rigtig godt med de ting jeg diskuterer online, så kan det jo også have ændret sig om nogle år. Og internettet glemmer aldrig!

Netop derfor ser jeg meget frem til at høre Fowler og Dörnenburgs keynote i Aarhus den 30. september, hvor de vil diskutere hvordan man bekæmper den slags overvågning bl.a. ved hjælp af større sikkerhed i vores kommunikation. De tager udgangspunkt i den holdning at det er udviklerne som er ansvarlige for at tilbyde den sikkerhed som brugerne har behov for, hvilket er en interessant vinkel, for det er ofte virksomhedernes behov for sikkerhed og ikke slutbrugernes behov der bygges til. Og en personlig trigger er, at de også har fokus på at sikre en god brugeroplevelse i samme ombæring. Men det nok vigtigste punkt for mig er, at de vil sænke argumentet “I have nothing to hide”, som jo er mit yndlingsargument for at opføre mig mere eller mindre som jeg har lyst til online.

Og til de af jer som vil vide mere om hvad hysteriet bl.a. handler om, så kan jeg anbefale at man læser “International Principles on the Application of Human Rights to Communications Surveillance“, som bl.a. Martin Fowler har promoveret på de sociale medier. Principperne er lavet i et samarbejde mellem diverse grupper, industri og internationale eksperter i lovgivning, politik og teknologi omkring kommunikationsovervågning, som en reaktion på manglende overensstemmelse med internationale menneskerettighedslove og standarder i udførelsen af kommunikationsovervågning.

Jeg vil følge op på Mass Surveillance i et senere indlæg, når jeg har hørt hvad de herrer Fowler og Dörnenburg har at sige om emnet, men der kan nok ikke herske nogen tvivl om, at vi alle burde forsøge at danne os en mening om emnet, da det på en eller anden måde berører os alle.

Afslutningsvist vil  jeg gerne sige undskyld til min mediesky husbond, som ufrivilligt er blevet hevet frem i lyset!