Var for nogle dage siden på musikfestivalen Northside, og lad mig lige starte med at sige det var en fantastisk festival med mange gode optrædender, og at dømme efter stemningen lykkedes det også de fleste at købe de øl de gerne vil have, men ikke uden lidt mere besvær end normalt.
Man havde nemlig på dette års NorthSide festival valgt at prøve noget nyt og smart: Payband, hvor man med en chip der sidder på ens festivalarmbånd kan foretage betalinger. Det spændende initiativ blev jeg og alle de andre gæster informeret om via en mail, et par dage før det hele gik i luften.
Ved at oprette en my.beeptify.dk-konto inden kunne man spare at skulle stå i kø ved en såkaldt PayBand-station, hed det sig.
Som arbejdende i informations-teknologi-branchen, var jeg på en gang nysgerrig og en anelse skeptisk. Det lød jo smart, men ville det nu virkelig være så smart som vi blev stillet i udsigt? Hvem vil ikke gerne IKKE stå i kø, tænkte jeg og hoppede ind på beeptify-hjemmesiden og oprettede mig. Det gik sådan set nemt, overførte 200 til min nye beeptify-konto med det samme, så havde jeg da lidt til den første øl, men som erfaren festivalgænger valgte jeg nu at medbringe både mit dankort og en håndfuld kontanter, (klogt træk skulle det vise sig).
Frisk ankommet til festivalen iført armbånd med en tilhørende payband-plastikbrik, gik jeg direkte efter den første bar. Min logiske sans sagde mig, at på en eller anden måde, skulle min fikse plastikbrik parres med min online beeptify-persona og forventede egentlig ikke det var noget de kunne klare i baren, men tog chancen. Ganske rigtigt, man skulle forbi en PayBand-station for at aktivere armbåndet (så meget for ikke at skulle stå i kø), mindre forhindring men pyt, havde jo god gammeldags kongens mønt (god robust, decentral, offline, skalerbar og særdeles enkelt betalingsteknologi).
Med øl i hånd så afsted til PayBand-stationskøen. Efter lidt kø-ståning kom en flink og hjælpsom mand hen og spurgte mig og de to foran mig i køen helt nøjagtigt hvad vi skulle i PayBand-stationskøen. Efter at have afgivet en kort forklaring blev vi informeret at jo vi skulle stå i den kø vi stod i. Pyhh det var heldigt… noget der er mere æv end kø-ståning er unødvendig, forkert eller forgæves kø-ståning.
Fremme ved en PC, kunne armbåndet endelig aktiveres, og parres med min beeptify-konto, naiv som jeg var, troede jeg, at de penge jeg havde overført til beeptify nu var klar til brug. Næ nej, min “armbånds-konto” var tom og så skulle jeg endnu engang give beeptify mine kortoplysninger?? Og ingen af de skærmbilleder jeg var i stand til at frembringe, antydede eksistensen af de 200, jeg havde overført for nogle dage siden. Gad vide om mine 200 er blevet væk i deres system, var min første tanke. Det viste sig senere, da jeg fra min egen PC loggede på, at det var de ikke. Nu havde jeg bare to konti, og heldigvis kunne jeg så flytte fra en konto til en anden, så mine 200 endelig kunne blive til øl og burgere.
Alt hvad jeg har beskrevet indtil nu var bare bump på vejen og børnesygdomme som systemet nok ikke skulle være taget på festival med, det egentlige spørgsmål var hvordan det så ville virke når man så endelig kom igang.
Desværre var det også en lidt blandet oplevelse, de første par betalinger gik helt som planlagt, uden at have tænkt over det, havde jeg nok troet, at det ville være nok at flashe sin chip en gang til chiplæseren pr. betaling, men man skulle åbenbart først indlæses for at se om der var penge nok, derefter skulle man indlæses igen for at udføre betalingen. Som bruger synes det som unødigt omstændig, men trods alt stadig lettere end dankort eller kontanter. Men der skulle ikke gå længe før jeg oplevede at systemet svigtede, først ved at den der stod foran mig i køen fik at vide de ikke kunne betale med chip, og uden alternativ betaling måtte de forlade baren uden to kander øl plus det løse som ellers lige var sat på disken. Så var der en bag mig der gik frem og spurgte om det nu var rigtigt at man ikke kunne betale med chip, for så var der ingen grund for ham til at stå i kø. Heldigvis for mig havde jeg de gode gammeldags kontanter som plan B, så jeg slap for en gang forgæves kø-ståning.
Lignende episoder oplevede jeg flere gange, frustrede kunder og stakkels bartender der måtte råbe ud over menneskemængden “kun kontanter”. En af de sidste gange jeg brugte min chip, hvor det ellers forløb som det skulle spurgte ekspedienten om jeg kunne bekræfte at jeg var personen tilknyttet kontoen, hvor til jeg svarede ja (fordi hun heldigvis sagde mit navn), hvortil jeg så sagde “det plejer jeg da ikke at blive spurgt om”, og fik svaret at der havde været problemer hvor systemet havde indlæst en forkert konto – ups, ikke godt!!
Til beeptifys forsvar skal det siges de var massivt til stede og det virkede da også lidt som om det blev bedre hen ad vejen, men det ændrer ikke ved at det langtfra løb efter planen og bestemt ikke virkede som et 100% modent produkt, da festivalen gik igang.
Som en helt almindelig øl-drikkende bruger har jeg ikke mulighed for at vurdere, hvad de forskellige problemer skyldes, om det blot var børnesygdomme der skyldes det ikke var testet så godt som man kunne have ønsket, eller om det var selve arkitekturen og systemet der simplethen ikke er robust nok, og har for mange “single points of failure” og for lidt fejlhåndtering og resistens bygget ind.
Det sidder der forhåbentlig nogen og grubler over nu. Så håber jeg da at at næste gang jeg skal betale med chip, at det går lidt bedre.
Inden for udvikling af kritiske systemer arbejder man med at være “one failure tolerant”, dvs. hvis en del af systemet eller en komponent fejler så fejler systemet som helhed ikke, specielt propagerer fejl heller ikke. Typisk vil man analysere alle de mulige fejlscenarier man kan komme i tanke om at verificere, og så vidt muligt teste at systemet kan håndtere dem, således at systemet først går ned når to uafhængige komponenter svigter samtidig.
En øvelse jeg bestemt håber folkene bag payband har gjort, for som festivalgæst er det, ikke at kunne få en øl, rimelig kritisk.
Kan ikke lade være med at tænke, kan vi som branche og industri ikke snart komme videre og komme ud af “har du husket at reboote” tidsalderen? Folkene bag “the Reactive Manifesto” synes det er tid og har sammenfattet en liste af ting man bør tage i betragtning, når man lave systemer idag, hvilket Helena så udmærket har beskrevet i sit blogindlæg om emnet og som, GOTOerne i år har gjort til et tema ved at dedikere en eftermiddag til at fremlægge det og forhåbentligt få en diskussion i gang.
Men hvorfor vente? Lad os starte diskussionen nu, og fortæl gerne om dine oplevelser med nogle af de IT-systemer vi omgiver os med som godt kunne have haft glæde af lidt “Reactive” tænkning.