Hands-on: Agil projektleder

female-project-manager-vector-clipartEt af de hyppigste spørgsmål der stilles i forbindelse med Scrum er – er der plads til en projektleder når man vil tænke agilt og arbejde efter Scrum? I min optik er det et spørgsmål der ikke har et entydigt svar, da det afhænger af en række omstændigheder.

Teorien

Slår man op i biblen for Scrum, Scrum Guiden, finder man hurtigt ud af at der ikke findes en rolle ved navn “projektleder”. I stedet findes der tre andre roller der tilsammen udgør et Scrum Team:

  • Product Owner sætter retning og bestemmer hvad der giver mest værdi at arbejde på
  • Development Team udfører arbejdet og bestemmer hvordan tiden anvendes mest optimalt for at skabe mest værdi
  • Scrum Master sørger for at teamet er i flow og arbejder på mest hensigtsmæssige måde frem mod målet

Ser vi på en definition af projektledelse fremkommer følgende:

“Projektledelse er ansvaret, rollen og opgaven med at planlægge, organisere og styre en afsat mængde ressourcer frem mod et fastlagt mål og formål”.

Yderligere arbejder de fleste projektmodeller udfra et koncept om vægtning af penge, tid og omfang i den såkaldte projekttrekant. En sådan definition gør ondt i det agile hjerte. Ord som “organisere” og “styre” er i direkte modstrid med tanken om selvorganiserende autonome high performing teams. Men, ser man bort fra dette, så ses en række sammenfald mellem projektledelse og alle rollerne i Scrum. Projektlederen styrer teamet effektivt frem mod et fastlagt mål og formål.

Praksis

Arbejder man i en organisation der er i stand til at fordele ansvaret for hele projekttrekanten ud på de tre roller i Scrum, så kan man undvære en projektleder. Det kræver dog at alle arbejder mod samme mål og har den fornødne autoritet til at træffe de rigtige beslutninger. Projekttrekanten er et centralt punkt i Scrum – uden at være nævnt med ord – så arbejder en Product Owner indædt med at skabe mest værdi (penge) så teamet bruger deres tid mest optimalt (tid) og arbejder på det der er vigtigst for kunden (omfang). I tillæg understøtter Scrum Master teamet i komme i flow og følge de givne prioriteter udstukket af Product Owner; og arbejder således også med koncepterne penge, tid og omfang.

Det er min oplevelse at mange organisationer ikke er nået til dette niveau endnu. Specielt store organisationer har behov for en projektleder. Ikke så meget i forhold til arbejdet der pågår i et sprint, men i større grad i forhold til de omkringliggende omgivelser.

Den agile projektleder

Min definition på en agil projektleder er:

“Projektledelse er ansvaret, rollen og opgaven at skabe en ramme for at Scrum Teamet kan planlægge, organisere og styre frem mod et fastlagt mål og formål”

Definitionen minder meget om den oprindelige definition på en projektleder. Den essentielle forskel ligger i formuleringen “skabe en ramme”. På engelsk kan det oversættes til “framework of empowerment”. Arbejdsopgaverne for en agil projektleder kan således være:

  • Kontraktstyring med leverandører
  • Håndtering af ledelsesrapportering
  • Fremlæggelser på styregruppemøder
  • Koordinering med interessenter udover Product Owner (f.eks. systemejere, m.v.)
  • Fjernelse af hæmsko (impediments) for Scrum Teamet
  • Koordinering af overordnede milepæle i samarejde med Product Owner
  • Sikring af team bemanding, så de er 100 % allokeret til Scrum Teamet (både Scrum Master, Development Team og Product Owner)
  • Afskærmning af teamet i forhold til eksterne opgaver i samarbejde med Scrum Master

Groft sagt; den agile projektleder har ansvar for alle elementer i projekttrekanten. Arbejdsmåden er blot animerende fremfor styrende.

Konklussion

Indledningsvis nævnte jeg at der ikke findes et entydig svar på om der er behov for en projektleder når man arbejder agilt og bruger Scrum. Det fastholder jeg stadig. Personligt er jeg af den overbevisning at det ideelle er et setup hvor der ikke er behov for en projektleder og på mange måder ser jeg det som et anti-pattern for Scrum. Samtidig må man anerkende at ikke alle organisationer endnu er modne og villige til at give slip på de gængse investerings- og projektmodeller som fordrer en dedikeret (agil) projektleder.

Læs også de andre indlæg i hands-on serien: http://qed.dk/rasmus-kaae/tag/hands-on/

Share Button
The following two tabs change content below.
Profile photo of agilerasmus

agilerasmus

Enterprise Agile Coach af Danske Bank
Rasmus blogger om alt hvad der vedrører agil softwareudvikling, lean og almindelig sund fornuft.
Profile photo of agilerasmus

Nyeste indlæg af agilerasmus (se alle)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *