Samarbejde og ideudvikling – tag den positive hat på

positiv

positivDu kender det sikkert. Du og dine kolleger sidder midt i en vigtig diskussion. Du kommer med et – hvis du selv skal sige det – fantastisk forslag, men dine kolleger har så travlt med at komme videre til deres forslag at de skyder dit forslag ned med det samme. “Nej, det er ikke realistisk”, “Nej, det er prøvet før”, “Men det har vi ikke tid til”, “Men det er alt for dyrt” og så videre. Derefter går diskussionen videre og du føler at din geniale ide ikke blev hørt. Det sker alt for ofte – og dine kolleger føler det samme..

Heldigvis er der en simpel løsning, som vi bruger i vores lille virksomhed. Når en ide bliver foreslået og hurtigt skudt ned, kan idestilleren bare sige “tag lige den gule hat på”. Inspireret af Edward de Bonos 6 tænkehatte har vi lånt udtrykket om den positive hat og den negative hat – henholdsvis den gule og den sorte hat.

Når man har den gule hat på skal man finde positive ting ved det man diskuterer. Det vil sige at idestilleren kan bede de andre i teamet om at finde positive ting ved ideen, inden man tager fat på på de negative ting. Det er med til at åbne ide-modtagernes sind overfor en ny ide – eller få gennemtænkt en gammel ide igen. Har omstændighederne måske ændret sig siden man sidst forsøgte ideen? Har idestilleren ikke fået forklaret alle aspekter ved ideen godt nok? Er ideen blevet afvist inden man fik gennemtænkt, hvad der egentlig er blevet foreslået? Det betyder i praksis at ideen bliver hørt, vendt og færdigdiskuteret før nye ideer kommer på bordet. Når man så har vendt de positive sider ved ideen tager man den sorte hat på og der skal man se svagheder ved ideen – og det gælder også idestilleren. Vi har alle en tendens til at forelske os i vores ideer og det er en god øvelse at vende både de gode og dårlige sider.

Denne måde at diskutere tingene på er anderledes end den traditionelle vestlige tankegang, hvor man kæmper med næb og klør for sin ide og resten af teamet er modstandere, der skal “overvindes”. Her er teamet sammen om både den positive tænkning og fejlfindingen og dermed føles det mindre personligt. Vi kan alle sammen godt li’ at få ret – og til tider kan den følelse godt få en til at overse vigtige argumenter eller gøre en døv overfor modsatrettede interesser.

Edward de Bonos tankegang med de 6 tænkehatte går langt videre også til hvordan man får nye ideer på bordet (den grønne tænkehat), hvordan man snakker om sine følelser overfor en ide (den røde tænkehat), hvordan man holder diskussionen på fakta og statistik (den hvide tænkehat) og hvordan man styrer diskussionen og tager beslutninger (den blå tænkehat). I vores lille virksomhed har det dog været den gule og den sorte hat, som vi har haft mest brug for og som er med til at holde vores diskussioner sobre og inkluderende i stedet for en kamp.

Det hele minder mig om den teknik som Helena nævnte i sit indlæg om innovation i software-projekter – lad være med at skyde ideer ned med det samme. Som Helena skriver:

“Men hvordan bliver man mere innovativ? Det handler i bund og grund om to ting: Vær ikke bange for at begå fejl, og lær at undgå at sige ”Nej” eller ”Men…” når man er i en idéudviklingsfase. ”

Det er den sidste del som Edward de Bonos gule og sorte tænkehatte har givet os et godt billede på, så vi har nemmere ved at snakke om vores ideer. Som Helena også nævner, er “Nej” og “Men” svære ord at undgå, men denne teknik har hjulpet os, så vi bruger tiden på at samarbejde og ikke kæmpe om at få ret.

Hvilke teknikker bruger I til at få møder til at flyde? Har du også haft følelsen af at I ikke rigtig lytter til hinandens ideer?

Share Button
The following two tabs change content below.
Profile photo of Therese Hansen

Therese Hansen

Programmør af Monzoom
Therese er tidligere Scrum Master hos LEGO, medstifter af IT-firmaet Monzoom, lejlighedsvis digital nomade og har en baggrund som datalog. Hun blogger om softwareudvikling, sociale udviklere, agile metoder og startups. Arbejder i øjeblikket på Linkstacks.
Profile photo of Therese Hansen

Nyeste indlæg af Therese Hansen (se alle)

Flattr this!

2 kommentarer for “Samarbejde og ideudvikling – tag den positive hat på

  1. 28. januar 2014 at 4:34 am

    På kontoret har jeg laminerede udgaver af de 6 tænkehatte til at hænge over mit skrivebord. Hatten på den ene side og en forklaring af hattens funktion på den anden, som en påmindelse.

    Hvis andre skulle have interesse i dem, har jeg delt dem her: https://db.tt/qIELwoQa

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *