Google Glass på Internet Week Denmark

Google GlassGoogle Glass er plastret ud over programmet for Internet Week Denmark og de futuristiske briller har også affødt megen opmærksomhed. Jeg fik selv muligheden for at prøve et par i går og det var meget interessant. Parret var meget skrøbeligt og havde en del nykker i forhold til at levere varen, men de har også været igennem mange hænder siden i mandags – og det var ikke den oplevelse ejermanden ellers havde af produktet. Ifølge ham kunne de både holde til 2-årige børn (med måde) og langvarig brug (med ekstra batteri-tilslutning).

Men hvad skal de så bruges til? Hvorfor er det interessant med et par briller i stedet for en mobiltelefon eller andre platforme vi allerede har?

Svaret er ofte så simpelt; de er håndfri og altid klar. Inden du får mobilen op af lommen er øjeblikket du gerne vil fange på billede allerede væk. Eller du står og skal kigge på en digital manual for at fixe en motor/samle et ikea-møbel – og så er det smartere at den hænger i dit synsfelt end at du kigger på den og så lægger den fra dig for at udføre opgaven.

Som med alt andet ny futuristisk teknologi er det svært at forudsige hvilke konsekvenser en veludført Google Glass vil have for vores hverdag. Vi havde på Internet Week adgang til at stille spørgsmål til en, der har haft Google Glass i et års tid. Et af spørgsmålene der blev stillet handlede f.eks. om øjentræthed. Er forstrakte øjenmuskler den nye musearm/sms-tommelfinger? Eller tager nakken skade af at vi bruger hele hovedet til at scrolle? Og det er bare de fysiske overvejelser. Hvis vi i fremtiden kan udføre fysisk arbejde sammen med en ekspert der er med på linjen og kan se hvad du kan se, skal vi så selv til at fixe vores biler/computere/rumraketter? Kommer geografi til at spille en mindre rolle, når eksperthjælp er lige ved øjet?

Hvad kan en håndfri oplevelse ellers bidrage med?

Det mest nævnte eksempel i de Google Glass-video der har været fremme til Internet Week Denmark er i sundhedsindustrien. Vi kan give patienter der er lænket til sengen en oplevelse af at være med, når resten af familien går i Zoo og vi kan levere den rigtige information til lægerne uden de behøver at have journalen frem og mens de står med begge hænder i en operation. Det er alt sammen feel-good eksempler og den slags skal der også være plads til.

De knap så feel-good eksempler er ofte i kategorien stalking og privatliv. Der er barer der allerede har forbudt Google Glass i nattelivet især med henvisning til at folk skal have deres privatliv, når de går ud for at have det sjovt. Forskellen til et mobilkamera er jo, at du ikke nødvendigvis opdager, når du bliver filmet med Google Glass – der er ikke en tydelig markør, som når der er et håndholdt kamera i spil. Fremtidsscenarierne har også været vendt på film en del gange: Agerer du anderledes, når du pludselig står med ansigtsgenkendelse (ikke tilgængelig/lovlig på Glass lige nu) og med en stor mængde tilgængelig data, når du møder en ny person? Vi er jo aldrig 100 % enige med andre, så vil det ikke blive meget nemt at finde noget man ikke kan li’ ved andre? Eller man kan fokusere på det man har til fælles og bruge Google Glass til at have mere meningsfyldte samtaler med “fremmede” – ja, det er måske et ord, der så skal afskaffes eller omdefineres, hvis alle har Glass.

Hvad ser du af interessante konsekvenser af en veludført Google Glass? Tror du på at Google kan komme i mål med brillen?

Vil du gerne i gang med at udvikle til Google Glass? Her kan du få et hurtigt kig på platformen og et kig på design-guiden.

Share Button
The following two tabs change content below.
Profile photo of Therese Hansen

Therese Hansen

Programmør af Monzoom
Therese er tidligere Scrum Master hos LEGO, medstifter af IT-firmaet Monzoom, lejlighedsvis digital nomade og har en baggrund som datalog. Hun blogger om softwareudvikling, sociale udviklere, agile metoder og startups. Arbejder i øjeblikket på Linkstacks.
Profile photo of Therese Hansen

Nyeste indlæg af Therese Hansen (se alle)

Flattr this!

3 kommentarer for “Google Glass på Internet Week Denmark

  1. peter
    31. juli 2014 at 4:12 pm

    Hej Therese
    Kan du pege på nogle spændende PoCs med Google Glass?

    Tak for et godt blogunivers 🙂

    • 31. juli 2014 at 9:55 pm

      Hej Peter.

      Er der noget bestemt du er ude efter? Jeg synes min Google+-tidslinje flyder over med eksempler, Youtube har mange gode (og mindre gode) videoer og der foregår Google Glass Hackathons til højre og venstre :).

      Jeg har ikke fulgt godt nok med i communitiet til at vide hvad der lige er det bedste eksempel i øjeblikket, men hvis du er ude efter noget i en specifik kategori, så kan det være jeg har et bud.

      Tak for rosen til sitet – vi har lige rundet 1.000.000 sidevisninger og er glade for opbakningen!

  2. Profile photo of Michelle Andreassen
    4. september 2014 at 11:43 am

    Jeg vil egentlig gerne høre svarene på de spørgsmål I stillede til vedkommende som havde haft brillerne i et års tid 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *