I dette indlæg vil jeg guide dig til nedbrydning af den agile tanke om retrospective meetings.
I mit daglige virke som agile coach har jeg observeret en række guldkorn der alle bidrager til nedbrydning af den agile tankegang. Følg med i de kommende indlæg og få flere hints til hvordan DU saboterer med størst mulig virkning!
- Det er vigtigt at det er samme person hver gang som faciliterer mødet. På den måde opretholdes samme struktur og kommunikationsform gennem hele forløbet.
- Facilitatoren skal helst være en person fra teamet og allerhelst projektleder eller scrum master. Det vil sikre at teamets vigtigste problemer bliver belyst og ingen begivenheder i det forgangne sprint bliver glemt!
- Brug samme metode hver gang. På den måde ved alle deltagere hvad de går ind til og man sikrer at få et ensartet output fra alle retrospective meetings.
- Sæt højest 30-60 minutter af til mødet og gør det gerne kort. Hvis folk har forberedt input ordentligt inden mødet kan det afvikles hurtigt og effektivt uden den store diskussion. Tit vil problemstillingerne alligevel være de samme fra gang til gang – så hvorfor bruge mere tid på det?
- Lad være med at udpege ansvarlige for besluttede handlinger. Det er vigtigt at hele teamet tager ansvar for de ting der skal ændres i fremtiden. Hvis der udpeges en enkelt fra teamet risikerer man blot at det løses for hurtigt.
- Hvis teamet er distribueret er det vigtigt at afholde separate møder for hver lokation. At holde mødet via webcam eller andre tekniske vidundere er besværligt – desuden ved alle team medlemmer godt hvem der i virkeligheden udgører det store problem!
- Hold mødet formelt og struktureret. Efterlev gerne mottoet “Form over indhold”. Hvis mødet afvikles med hårde mødeledelse og en overdrevet struktur sikres et effektivt møde hvor alle punkter bliver behandlet og ført til referat.
- Kig aldrig på historiske fakta. Der er ingen grund til at vise teamet en burn down graf og diskutere de vigtigste begivenheder der har været i det forgangne sprint. Teamet kender allerede til forløbet og ved at grafer KUN er et nødvendigt onde udtænkte af ledelsen.
- Facilitatoren skal gerne have forberedt en række forbedringspunkter inden mødet. Det er vigtigt at facilitatoren har forberedt en hemlig agenda med hvilke ændringer der skal indføres i teamet. Undervejs i mødet kan facilitatoren nemt guide teamet hen mod de rigtige beslutninger!
- Det er ikke vigtigt at alle er med – og ej heller at alle kommer med input. Hvis folk ikke har lyst til at dele deres erfaringer med resten af teamet – så skal de heller ikke tvinges. Det er besværligt og fører til unødvendige konfrontationer i teamet. Sørg for at de værste problemskabere bliver holdt ude.
Jeg håber virkelig at disse observationer vil blive taget i mod med kyshånd. Skriv gerne en kommentar hvis du har forslag til yderligere punkter eller har erfaring med implementering af ovenstående. God vind!
Se de øvrige indlæg i serien:
God liste, der er nogle ting som man ofte har en tendens til at glemme. Jeg studser lidt over pkt 2, det er en god ide at lade Scrum master være facilitator, er det ikke en af Scrum masterns fornemste roller?
Det er Scrum Masterns rolle at sørge for at der bliver afholdt gode retrospective møder.
Generelt kan det være en balancegang at være daglig aktør for teamet og samtidig forholde sig neutral til diskussionsemnerne.
Min anbefaling er derfor at få en ekstern person til at facilitere mødet – byt f.eks. med en Scrum Master fra et andet team eller hyr en coach.
Enig med Rasmus. En ekstern facilitator kan få helt andre ting ud af teamet end en daglig aktør. En daglig aktør kan ikke undgå at blive farvet af tidligere aktiviteter og måske personlige relationer (og teamet er farvet af deres oplevelse og relation til den kendte aktør).