Endelig blev det min tur til at komme med til internet week. Jeg var inde og se Christian Mogensen fra Center for Digital Pædagogik som gerne ville “snakke om computerspil”. Hvad enten man spiller computerspil eller ej så har vi nok alle sammen mødt kulturen på én eller anden måde – og vi har måske også nogle tanker om hvad vil det sige at være gamer. Mogensen fokuserede især på at gøre op med paradigmet om den asociale eller socialt akavede computerspiller. Computerspil er faktisk i virkeligheden sociale og kan samle mennesker i en social relation på flere forskellige måder. Han nævnte f.eks.
At spille sammen
Når mennesker spiller computerspil er der konkurrence-elementer eller samarbejds-elementer involveret. Man kan tale omkring hvad der sker i spillet eller man kan diskutere ting udenfor spillet, men bruge spillet som samlingspunkt.
Der er samvær i at spille computerspil
Snakke igennem dem/om dem
Man kan bruge spil som det sociale omdrejningspunkt, enten i virkeligheden eller online, hvor det er dialogen omkring og under spillet som er det vigtige.
Fælles interesse/baggrundsforståelse
Computerspil kan være en form for sikkerhedsnet. Det fungerer som baggrund for fællesskabet. Dermed behøver man ikke nødvendigvis italesætte det, men det fungerer som en form for socialt sikkerhedsnet i interaktionen med andre.
Pointen er her at computer spil, ligesom alt muligt andet, er et medie for social samvær. Man kan tale om film, bøger, computerspil men det man får ud af det er det er måder at tale med og være sammen med mennesker på.
Spil kan fungere som baggrund for en relation
Gør computerspil voldige?
Der hvor diskursen som oftest er i det offentlige rum er dog langt oftere om hvorvidt computerspil opfordrer børn til voldige tanker og handlinger. I stedet for at pege på en kausal sammenhæng mellem computerspil og offentlige trageder, som f.eks. skoleskyderier i USA, så bør man fokusere på computerspils evne til at give spilleren frihed. Når vi betragter børn og hvorvidt deres spil er problematiske så bør vi i ligeså høj grad se på hvordan de spiller det; hvad er det for en historie de fortæller gennem de her rammer? Der er forskel på at om man spiller Grand Theft Auto for at ræse biler og eller om man spiller det for at køre ludere ned og stjæle deres penge.
Netop i forbindelse med den pointe savnede jeg overvejelser omkring hvordan rammerne for fortællingen bidrager til at skabe narrativet. Som der blev fremhævet til foredraget så kan måden spillet er sat op på påvirke brugerens handlinger; f.eks ved at ændre musikken og gøre den mere dramatisk hvis man går i den rigtige retning. Dvs. kan det faktum at der er prostituerede og bandeaktivitet ikke bidrage til associationer omkring en bestemt spillestil? Her kommer det sociale aspekt jo også ind, hvis man spiller GTA med en ven som synes det er fedt at køre ludere ned kan der jo også være en del opførselsmønstre som gør at man ikke sætter sig ned og tænker over de dybere pointer med livet i bandemiljøer, men måske i højere grad tænker “årh hvad fedt!”.
Tag en snak
Men hvad ved jeg? Jeg skal ærligt indrømme at min kontaktflade med GTA er begrænset til at være i samme rum som en, der spiller det. Det var dog næppe noget der fik mig til at falde på halen over narrativet eller gav anledning til at betragte det som et indslag i en social realistisk debat omkring bandekriminiatliet.
Men pointen var jo også netop at diskussion ikke skal ligge hos mig, i stedet skal vi ud og betragte det enkelte menneske. Computerspil er en del af børn og unges hverdag og vi kan ikke sidde totalt afkoblet fra den. Der er ingen endelig dom at afgive over spil, i stedet skal vi tale med det enkelte menneske og høre; hvad er det de får ud af computerspil og hvilke historier er det de fortæller? Vi kan aldrig besvare dette spørgsmål generelt! Samtidig må man dog erkende at der ér væsentlige ting at diskutere omkring både brugen og konstruktionen af de computerspil – også i samfundet generelt.
Jeg er meget enig i pointerne! Det er rart at se, at flere deler mit perspektiv 🙂
Læs også gerne min artikel, som berøer flere af de samme områder: http://esport.dk/news/Det-sociale-potentiale-i-computerspil
Hej Martin!
Fedt med et forældreperspektiv – det er rart at se at mange forældre stadig forholder sig til det enkelte barn fremfor at ride med på mediernes skræmme-bølger!
Jeg sad engang og spillede GTA5. Jeg lå og kørte rundt på må og få, mest bare for at køre. På et tidspunkt kommer min 4-årige forbi og sætter sig hos mig for at kigge på. Pludseligt råber han så højt han kan “STOOOP! STOP!” Jeg får febrilsk stoppet og spørger ham, hvad der er galt. “Far, du kørte over for rødt lys”. Og det måtte jeg jo give ham ret i og samtidig notere mig, at noget af vores trafikundervisning hvertfald har sat sig fast.
Siden er det blevet en del mere spil med ham på skødet. Det har affødt en del snak og spørgsmål omkring hvad der er rigtigt og forkert. Om forskellen på spil og virkelighed. Om hvad det vil sige, at være “den onde”. Det kan godt være han ikke helt forstår det, men han stiller spørgsmål og forsøger at forstå det. Det er en god øvelse for såvel far som søn.
Det har også affødt et markant skift i min spillestil, når han er med, netop for at undgå de værre ting, man kan opleve i spillet. Jeg synes ikke lige, jeg havde lyst til at svare på spørgsmålet “far, hvorfor kører du hende damen med ikke så meget tøj på over og tager hendes penge?”
Selv om GTA har et dårligt ry, så er det da fantastisk at man kan præsentere børn for de mindre pæne ting i verden i trygheden af deres eget hjem og med fuld guidance fra deres forældre.
Det at I spiller sammen gør det til noget helt andet end når børn går alene til den virtuelle verden. Flere forældre burde spille computerspil med deres børn, så det netop er en social aktivitet og ikke en isolerende aktivitet – det kunne familierne have godt af.