“Undskyld har du oprettet digital post?” En kommunedame har allerede stukket flyeren halvvejs i hånden.
Jeg afslår høfligt med et “Jeg har ikke internet”
“Jamen så kan du ikke få post fra det offentlige!” Der er meget lidt sympati i stemmen. Jeg overvejer om hun har stået der hele dagen.
“Så må de jo kontakte mig på anden vis.”
“Jamen det kan de ikke, så får du ikke noget post!”
Jeg føler det lidt som om jeg bliver skældt ud af et barn, der synes verden er uretfærdig. Men jeg har ikke noget internet. Jeg har heller ikke noget fjernsyn. Det er to bevidste fravalg.
Internettet er jo, som så meget andet, i sig selv et neutralt medie. Det er ikke digitaliseringen af verden, der er noget galt med – det er mine manglende evner udi afkoblingens kunstarter. Internettet er stort og smukt og bugnende, men jeg skal nå at arbejde og træne og læse bøger og på anden vis danne mig selv som menneske.
Alligevel bruger jeg internettet – og dermed, som jeg nok burde have fortalt den stakkels dame, kan jeg også deltage i de funktioner der nu hører internettet til. For i virkeligheden er det en grov overdrivelse at sige at jeg ikke har internet. Jeg har ikke internet i mit personlige hjem, men ud over det hele er mit liv én stor kontaktflade til teknologi og internet. En stor del af både social og faglig interaktion foregår via “sociale medier” og hvis man gerne vil holde det ved lige er man nødt til at melde sig ind. Jeg har en smartphone med (minimal) netadgang til at svare på facebook beskeder, som efterhånden har afløst sms’er. Der er internet på biblioteker og på arbejde og på de fleste offentlige caféer. Selv i bussen!
Så kære post-dame er det virkelig for meget forlangt at mit hjem kan være et fristed, som jeg definerer? Uden internet, tak!