I forrige uge landede en pakke på kontoret. Endnu et crowdfunding-projekt, jeg efterhånden stort set havde afskrevet. Men også et projekt, jeg har ventet påmed spænding i snart to år. Siden jeg første gang stødte på Airtame. Det danske hardwareprojekt, der vil levere trådløs HDMI til tv-skærme og mødelokaler. Softwaren er stadig i beta, men jeg har alligevel lavet en lille anmeldelse.
Utallige forsinkelser er det blevet til, og min beta-version er landet mere end et halvt år senere, end oprindeligt bebudet.
Nuvel. Hardware er svært. Det er software også, og i et produkt som dette, skal kvaliteten være i orden, før man kan sende det på markedet. Og lad os bare være ærlige her. Der er en grund til, at Airtame endnu ikke er blevet endeligt frigivet.
Hardwaren er færdig. En lækker lille HDMI-enhed, der føles gedigen. I pakken følger et USB-kabel til strøm, en lille HDMI-forlænger og en USB-lader til stikkontakten. Det tager nærmest ingen tid at komme i gang. Download softwaren, der passer til din enhed (I mit tilfælde Win 8.1), og sæt Airtame i tv’et/skærmen. Skærmen viser et billede med enhedens SSID samt kodeordet til netværket. Herrfra kobler man direkte på enhedens Wi-Fi og kan tilgå indstillinger, eller bare streame skærmbilledet fra sin enhed med det samme.
Airtame kan også kobles på dit lokale Wi-Fi, så du kan få internetforbindelse den vej igennem, hvis du er direkte tilkoblet. Alternativt kan den tilgås igennem dit private Wi-Fi. Så kan do koble på en hvilken som helst Airtame på netværket. Det er smart hvis man har flere Airtames i forskellige møderum.
Men! Og der er et stort men. Jeg vil virkelig gerne elske Airtame, men der er altså plads til forbedring. Siden jeg fik den, har jeg pillet og rodet i indstillingerne, og jeg har stadig til gode at se en god stream i fornuftigt kvalitet, der ikke hakker. Den eksperimentelle feature med lydstreaming er en virkelig god idé, men lyd og billede følger ikke rigtigt hinanden.
Det kan sandsynligvis blive bedre, hvis man tweaker endnu mere, eller måske har en computer med 5 GHz Wi-Fi. Det har jeg bare ikke. Ligesom de fleste andre i øvrigt.
En anden bøvs er, at min Win 7-maskine åbenbart ikke er fuldstændig kompatibel med enheden. Lidt en dealbreaker, eftersom det er min primære laptop i hjemmet.
Har du været med på Airtame-betaen, og hvad er dine erfaringer?
En skam at produktet ikke lever op til forventningerne. Det er ellers et spændende produkt!
Jeg har selv AppleTV og her synes jeg der er samme udfordring med at streame billede og lyd ser ikke bliver afviklet direkte på enheden. Måske teknikken ikke helt er klar endnu?
Det er et super spændende produkt. Og softwareopdateringerne kommer også hurtigt lige pt. så med lidt held er vi kort tid fra en mere velfungerende udgave. Drønærgerligt, at det ikke lever op til de fine produktdemoer, de har lavet tidligere, men jeg tror stadig at det bliver et godt produkt. Måske bare ikke til at streame video direkte.
Dejlig ærligt review.
Flere billeder og screen shots, tak 🙂
Og en test med 5 GHz, kan din mobil ikke det? Og virker det overhovedet på mobilen?
Windows Phone appen er desværre ikke klar endnu. Laver en video, når tiden byder sig.