Man er begyndt at bruge robotter til demensterapi. Et eksempel er Paro, der er en robot udformet som en babysæl. I dag findes der mere end 100 eksemplarer af Paro på danske bo- og omsorgssteder, og Danmark er faktisk det land ud over Japan, hvor der bor flest robotsæler.
Robotsælen Paro, der bruges til demensterapi.
Foto: Center for robotteknologi, Teknologisk Institut.
Grunden til, at man bruger Paro, er, at kæledyr har en positiv effekt på menneskers psykiske og fysiske sundhed. På de fleste plejecentre kan man af praktiske årsager ikke holde levende dyr, men i stedet kan man bruge Paro. Her bruges den til at øge livskvaliteten for mennesker med hjerneskader, især demens.
Den japanske opfinder af Paro, Takanori Shibata, lavede oprindeligt en robotkat, men den blev ikke nogen succes. De ældre brød sig ikke rigtigt om den, og det – fandt man ud af – skyldtes, at alle har nogle mere eller mindre ubevidste forventninger til, hvordan en kat opfører sig. Robotkattens udtryk var på en eller anden måde for langt fra disse forventninger, og derfor føltes den forkert og havde ikke nogen appel.
Takanori Shibata tænkte sig derfor om og vendte tilbage med en sæl i stedet for. Den typiske plejehjemsbeboer har ikke siddet og kælet med en rigtig sælunge, så derfor er der ikke rigtig nogen forventninger at leve op til. Robotkæledyret er nuttet og blødt og siger nogle søde lyde, og det passer åbenbart tilstrækkelig godt med folks forventninger til en babysæl.
Meningerne om Paro er delte. Kritikere finder det uetisk, at man »snyder« den demente til at tro, at han/hun har en relation til et andet levende væsen. Modargumentet er, at hvis bedstefar virker gladere, når han har siddet med denne sælrobot et stykke tid – hvad er så problemet?
De fleste kan dog blive enige om, at samvær med robotter ikke skal erstatte samvær med mennesker men skal være et supplement. En ny robot er dukket op på denne kontroversielle scene. Telenoid er en fjernstyret robot udformet som en rudimentær menneskeskabning uden alder og køn; den er udviklet i Japan af Osaka University og ATR Hiroshi Ishiguro Laboratory.
Telenoid-robotten er udviklet af Osaka University og
ATR Hiroshi Ishiguro Laboratory
Robotten har en overflade, som føles blød som hud, og den kan bevæge sit ansigt og sine arme og give en slags knus. Den er udtænkt, så den i princippet skal ligne alle mennesker – men samtidig har den ingen øjenlåg, og dens mimik er ret begrænset, så den er tydeligvis ikke noget menneske.
En af pointerne med Telenoid er, at en pårørende via internettet kan fjernstyre robotten og via den men med sin egen stemme kan kommunikere med den demente. Man ved, at samtale kan bremse demensen, og Telenoid er tænkt som en måde at øge mulighederne for samtale ud over hvad det travle personale på plejehjemmene har tid til. Den har også været afprøvet i Danmark både af demente og udviklingshæmmede.
Telenoid kalder igen på etiske overvejelser. Hvis brugerne bliver gladere, er der så et problem? Tjah.. vil beslutningstagerne ikke hen ad vejen uundgåeligt tænke, at den reelle, menneskelige kontakt måske kan skæres ned, når vi nu har sådan en teknologi? Behøver vi besøge de gamle, når det nu er nemmere bare at logge på computeren og koble op på en Telenoid? Og hvis Telenoid i fremtiden kan bestilles i en tilpasset version, der ligner dig på en prik, så kan din demente bedstemor måske ikke kende forskel alligevel. Ville et samfund med de muligheder gøre noget ved din bedstemors trivsel? Ville det gøre noget ved din empati?