Vi omtaler ofte dagens børn og unge som “digitalt indfødte” eller “den digitale generation”. Den australske kulturteoretiker Mackenzie Wark gik endda så langt som at postulere at
“Generations are not defined by war or depression anymore. They are defined by media culture”.
Men at betragte unge som digitalt indfødte kan være farligt og direkte modvirke de komptencer vi antager de har.
Internettet; kreativt eller banalt?
Baby’s første program
Utallige nyhedsmedier kører jævnligt skræmme artikler med “Lær dit barn at slå ihjel – og lad det spille voldelige spil” og “iPads, værre end heroin?” [citation needed]. Samtidig hyldes friheden og de kreative muligheder i det frie, åbne internet; al læring i verden gennem et tastatur og en skærm; lær at spille guitar, skrive en bog, gro chiliplanter og hvad hjertet ellers begærer.
I virkeligheden er langt det meste internetbrug dog ganske banalt. Vi kommunikerer med hinanden, lytter til musik, shopper og chatter. Muligheden for kreativitet er der, ja, men vi bruger den ikke rigtig.
I virkeligheden er de “den digitale generations” brug af medier jo slet ikke så anderledes end de voksnes; langt de fleste er blot forbrugere – det er de færreste af os, der er aktive deltagere og producenter af indhold. Forskellen ligger snarere i internettet er en stor del af børn og unges leg og samvær i dag.
Børn mødes på internettet, de finder en fælles kultur der og de lærer og udvikler lege online som de viderfører IRL
Her er det vigtigt at bemærke at børn ofte kun mødes online med de mennesker de kender fra den virkelige verden. Samtidig ser vi hvordan sociale normer ændrer sig med den teknologi de befinder sig i; det er bare at tage en tur på snapchat for at se at der kan de voksne slet ikke følge med. Det er måske her man kunne finde “den digitale generation”, det er dem, der har andre normer for hvad der er tilladt eller god digital kutyme. Netop fordi internettet og sociale medier er så vigtige for børn er det også vigtigt at give dem viden og redskaber til at kunne håndtere det. De unge ved ikke altid bedst.
At kunne programmere er dette århundredes “læse og skrive”
Udtrykke “digital natives” label gør mere skade end gavn – det antyder at den unge generation har styr på det og det negligerer at man stadig kan have brug for vejledning når man er 14. Så hvordan giver vi unge disse redskaber?
Nogle taler om “computer literacy” som det nye “læse og skrive”, altså evnen til at kode og afkode programmer, at forstå hvorfor teknologien fungerer som den gør og kunne forstå at manipulere den efter ønsker, ideer og behov.
At benytte programmer, uden selv at kunne lave dem, svarer til at kunne læse, men ikke kunne skrive. Børn kan ikke være kreative i de digitale teknologier hvis de ikke kan kode.
Hvis man tror på det kunne man jo have interesse i at lære børn at kode. Der findes mange spændende tiltag rettet mod forskellige målgrupper, i flæng kan nævnes codingpirates, IT-camp for piger samt online kurser som codeacademy og internationale kampagner såsom hour of code. Derudover holder Henrik Kniberg et oplæg på GotoConCPH i år omkring redskaber og metoder til at få børn til at programmere. Kniberg er til daglig lean og agile coach, men derudover har han børn. Det var dem han ønskede skulle lære at kode og det må man jo antage at er lykkes. Oplægget er især interessant fordi han rent faktisk tager sine egne børn med på scenen, så vi hører med deres ord hvad der er fedt ved at kode. Oplægget er hovedsagligt fokuseret på at lave spil, men det bliver interessant at høre hvorledes denne programmeringsfærdighed kan hjælpe unge med at øge deres sikkerhed på internettet, deres forståelse af teknologi og ikke mindst se hvordan det giver børnene redskaber til at være eksperimenterende og kreative.
For selvom teknologi er med til at forme vores dagligdag og kommunikation, så er al teknologi (indtil videre) stadig lavet af mennesker. Det er derfor vi skal uddanne næste generation. Jeg glæder mig i hvert fald til at se hvad de finder på.