En af mine store aversioner er Scrum. Det til trods for, at jeg i en årerække advokerede for netop Scrum. Da jeg konstaterede, at Scrum ikke rigtig virkede, forsøgte jeg mig med Kanban, hvilket jeg havde større succes med. Primært fordi Kanban blot udstiller problemerne i arbejdsprocessen og ikke forsøger af være et quick-fix, som Snake oil Scrum. Efterhånden er jeg dog nået til den konklusion, at siden højtydende gruppe opstod før Scrum, gør Scrum sig skyldig i netop en af de ting, som der i agile-kredse advares imod: Cargo Cult.
På min nuværende arbejdsplads sidder jeg i et rimeligt velfungerende team. Vi forsøgte os forsigtigt, for et par år siden, med at inddrage elementer fra Scrum som f.eks. et dagligt Stand-up. Vi endte med at konkludere, at det ikke gav nogen værdi og så holdt vi op igen. Netop det, at vi har fjernet Scrum fra vores hverdag fordi det ikke gav værdi, er dog nok noget af det mest agile man kan gøre, selvom det virker en smule selvmodsigende. Til gengæld har det øget tilfredsheden i vores gruppe, og vores lille virksomhed fejer nu store amerikanske virksomheder af banen og vinder softwarepriser for næsen af bl.a Adobe.
Hvorfor kommer jeg så ind på det nu? Jo, for en stor del af GOTO handler om Scrum og agile – og selvom jeg ikke vil, bliver jeg alligevel draget til at sætte mig og høre om det. Jeg kan af en eller anden grund ikke lade være. Det må være den samme mekanisme der træder i kraft, når jeg jubler over Sharknado, og danser ekstatisk foran mine teenagedøtre, når jeg opdager at Roboshark er på Netflix. Selve eksistensen af disse film, det faktum, at ingen har sagt “Hajer i en tornado?! Det lyder som en ret dårlig ide.”, forklarer uendeligt mange af skandalerne i dansk IT, f,eks. [1] [2].
Nå, men tilbage på sporet. For jeg vil blot nævne, at GOTO i år også har et agile-spor, selvom de kalder det “Tactics for better Teams”. De interessante talks kolliderer ikke nævneværdigt med Microservices-sporet.
Det er sgu godkendt.