Når man åbner en konto hos en bank, skal man som noget det første bekræfte sin identitet. En del af bankens kerneopgaver er, at registrere alle transaktioner på din konto, så begge parter ved hvor mange af dine penge banken har – eller omvendt. I dag, hvor mange af transaktionerne forgår gennem betalingskort, har banken adgang til en omfattende mængde af information om sine kunders forbrugsmønstre. Det bekymrer mig ikke at banken kender min identitet og det bekymrer mig ikke, at de kan se hvor jeg bruger penge – så længe informationen kun bliver brugt internt og til f.eks. at opdage korttyveri og forsøg på snyd.
Når jeg handler i min lokale Kvickly, er jeg fuldstændig ligeglad med om jeg bliver genkendt eller om andre kan se hvad jeg køber også selvom det hænder at der ryge ikke-økologiske vare i kurven. Til gengæld kan jeg alen bruge mit medlemskort til at få Samvirke gratis og intet andet. Jeg har nemlig stadig det gamle, grå medlemskort da jeg ikke kunne acceptere betingelserne for den ikke-frivilige ændring de lavede i medlemsordningen. Her skulle jeg nemlig godtage, at mine køb blev registreret og kunne bruge i markedsføringsøjemed. Jeg kan ikke huske den præcise formulering, men jeg mener at kunne huske, at jeg ikke følte mig sikker på, at data ikke ville blive delt med 3. part. Var jeg sikker på, at data ikke ville forlade Coop og i øvrigt ikke blev brugt til andet end intern analyse, ville jeg nok haft accepteret de nye betingeleser.
Når jeg handler på nettet, har jeg ikke en forventning om at være mere anonym end når jeg handler i Kvickly, udover at jeg ikke forventer at andre kunder kan se hvad jeg har i min indkøbskurv. At webshoppen ved hvem jeg er, er ikke i sig selv et problem, så længe den viden alene bliver anvendt til at sikre, at jeg får leveret de rigtige varer og betaler den aftalte pris.
Hvis banken begynder at sælge hele eller dele af deres information om mig til andre, bryder de med den tillidsrelation jeg har til dem. Hvis min lokale Kvickly begynder at dele mine indkøbsvaner med 3. part, begynder jeg at blive bekymret og det samme gør sig gældende for webshops. Ikke så meget fordi jeg er bekymret om min anonymitet, for min identitet er ikke hemmelig – men fordi jeg er bekymret for, hvad informationen kan anvendes til.
Meget ofte er argumentet for denne dataindsamling noget i stil med: “Hvis du ikke har noget at skjule, har du ikke noget at frygte”, men det er et argument, der viser at man ikke har forstået problemstillingen.
Problemet opstår hvis Kvickly sælger dine indkøbsvaner til et forsikringsselskab, som derefter ikke vil forsikre dig, fordi de synes du køber for mange chips og for meget chokolade. Det er selvfølgelig ikke det svar du får; svaret vil være noget i stil med, at du ligger i en risikogruppe de ikke vil forsikre. Det kan også være din forsikring bare er meget dyrere end andres. Pointen er, at der pludselig vil blive truffet nogle beslutning om dit liv hen over hoved på dig, og du har ingen kontrol med hvilke informationer der ligger til grund. Du kan derfor heller ikke udfordre dem. Du må finde dig i at betale dyrere for varer på en webshop fordi butikken kender din indkomstgruppe eller måske ved, at det er en vare du ikke kan undvære, grundet nogle livsomstændigheder du ikke er herre over.
I kraft af mit arbejde ved jeg hvad man kan med data. Som jeg har nævnt i det foregående blogindlæg, har vi hos os heldigvis en meget etisk tilgang til hvad vi selv vil være med til. Det er ikke alle som har det, og i øjeblikket er der rimeligt frit slag. Derfor er der brug for en regulering af hvad man må med data. Den ensidige fokus på anonymitet og privatliv i debatten synes jeg er uheldig, for det er ikke hele problemstillingen. Jeg synes man overser at det også handler om retten til at være den man er, uden at man skal frygte det bliver brugt imod en.