Det at skrive software er en kompliceret proces. Hvilket sprog, værktøjer for slet ikke at nævne valg af editor. Har man forstået domænet og meget andet.
Men i sidste ende handler det om mennesker, og hvordan vi arbejder sammen. Software er i de fleste tilfælde en hold-sport.
Et faktum som programmet i dette års GOTO CPH også reflektere. Første talk jeg fangede om emnet var Camille Fournier glimrende indlæg Building a High-Performance Team is Everyone’s Job. Hun havde mange gode pointer, som hun sagde, hun havde lært på den hårde måde. Hvem havde fx troet at software-udviklere er følsomme personer der ikke bryder sig om at blive råbt af, og arbejde i “fear of mistakes”? Et fungerende team er et hvor man kender hinanden, interesserer sig for hinanden. Og derfor i sidste ende arbejder bedre sammen og hjælper hinanden. Som hun sagde det at interessere sig for sine kollegaer er faktisk noget man kan lære.
På anden dagen bød programmet på et helt track “Tactics for better Teams”, med en liste af gode oplæg. Blandt andet Secrets of High Performing Teams: Science Edition. Da min personlige bagrund er bifag i både fysik og matematik, er det godt at høre data og fakta-baseret indlæg om noget ellers så fluffy puffy som teamwork. Specifikt fortalte han om at han havde fundet en måde at måle “IT performance” af teams, samt at High performance teams har både høj deployment frequency, og lav fejl-rate. Pudsigt nok nævnte han også at “high trust organizational culture”/ “Psychological safety” er en indikator for om et team performer. Han havde flere interessante ikke oplagte opdagelser flere end jeg kan nævne her, kan kun anbefale man googler ham, hvis man på nogen måde interesserer sig for High performance team.
Sidst kan man jo ikke sige mennesker og software-udvikling uden at sige Linda Rising og hendes i denne sammenhæng præsentation om Continuous Retrospectives. Kort fortalt er den grundlæggende ide at man ikke bare bør stoppe op nu og da og diskutere hvordan teamet fungerer, men gøre det hele tiden. Så ideer til forbedringer kan fanges og evt afprøves med det samme. Det giver den oplagte fordel at det bliver en integreret del af processen og noget man bevist og ubevist overvejer. Specielt den ubeviste del af vores hjerne er ifølge Linda en kæmpe resurse, der ikke bliver udnyttet fuldt ud. Derfor bør man fange og skrive ideer ned som de kommer til en, også så man kan drible uden om de værste forud-indtagelser vi har. Og så de ideer kan vendes med andre, aller-helst nogen man er uenig med.
Det sidste kan jeg ikke være mere enig i, og selv skrevet det præcist samme for få dage siden ( GOTO New Idea). I det hele taget var jeg rørende enig med alle de ovennævnte talere om de fleste ting, hvilke jo ergo er både godt og skidt.
Så hvis jeg skal tage et ekstra råd med fra Linda, må det være at den næste talk jeg går til bør være med en jeg ikke umiddelbart er enig med.