For de uindviede, der ikke er helt med på beatet, som beatet var for 3 år siden, kan det forklares at Instagram er en app, hvor man kan uploade billeder med diverse filtre på og dele og ”like” billeder med venner. Filtrene skruer lidt op og ned for lys og konstraster, men det er sådan set det. Tag et billede og del det.
Kennedy’s selfie
Det er et simpelt præmis som er blevet en kæmpe success. Folk tager selfies og blomster-billeder og kunstneristiske billeder som aldrig før og de deler dem og tagger dem; #selfie #me #love #lol #hashtag. Og medierne står lige på trapperne for at tale om den nye, unge generation, som er besat af sig selv, fremvise sig selv, iscenesætte sig selv.
Las os studere instagram fra et User Experience-mæssigt perspektiv, da der ikke er nogen umiddelbar fordel eller målsætning ved at benytte instagram. Det er ikke højkvalitetsbilleder, der tages. Det er ikke et arbejdsredskab hvor effekten kan vurderes ud fra hvorvidt en opgave udføres hurtigt og rigtigt, tværtimod er det lidt halvdårligt og fyldt med begrænsninger.
Disse begræsninger måske netop hvad der får folk til at bruge det. Det er et simpelt program til at tage simple, hurtige billeder og dermed fortælle en historie. Instagram er netop ikke bare en overfladisk iscenesættelse af selvet, det bidrager til skabelsen af individet. Når instagram-brugere tager et billeder, lægger filtre på og tilføjer kommentarer skaber de et narrativ over deres eget liv. Det er en historie, der skal ses i kontekst af den kultur den fortælles i. Når ‘instagrammeren’ udtrykker sig selv gennem billedet gør hun det ud fra hvordan hun gerne vil ses; hun har mulighed for at lege med sin identitet. Identiteten skabes ud fra hvad hun lægger mærke til, hvordan hun udvælger billeder og hvordan hun deler dem med andre; hvilke kommentarer tilknytter hun? Hun fortæller en historie til et publikum; men publikum fortæller også deres egne historier som ender med at præge hendes. Sammen udgør alle disse historier en kultur, der er instagram; en kultur hvor selfies er okay og tilladte. Instagram er et sted hvor man kan lege med sin identitet gennem sin fremtoning.
Overfladisk? Måske, men det er naturligt at være optaget af sit eget udtryk, sit eget ydre. Denne skabelse og fremtoning af ydre er en del af hvordan vi kommunikerer for andre, hvem vi er for os selv. I hverdagen fremstiller vi også vores fremtoning bedst muligt ud fra de midler vi har til rådighed. Selfies giver kontrol over at lege med og udfordre vores eget selvbillede og fortælle vores egen historie. Selfies bliver dermed en del af at skabe identitet ud fra den måde vi fortæller historier om os selv.
Hvis du er ligeglad med selfies, så se det i stedet sådan her: mennesker udtrykker sig hele tiden, de skaber sig selv og deres identitet – også gennem brug af IT. Det er nemt at se denne selviscenesættelse i instagram eller i at eje den nyeste iPhone, men den er også andre steder. Menneskets identitet skabes også igennem arbejdsredskaber. Ofte har mennesker et klart billede af hvilke egenskaber de besidder på en arbejdsplads. De kan finde glæde i at mestre et IT-system eller kende særlige detaljer i et program eller en maskine. De kan finde en leg, et flow, en udfordring eller en glæde som er unik for dem som menneske. Denne leg, flow etc., bør understøttes ligeså meget som selve arbejdsmålet for et givent program – det giver glade brugere, glade mennesker, og måske endda også bedre arbejdsresultater.