Krister drager nytte af disruptive innovation

Godt nytår!

For denne spritnye Krister-historie var der ikke lang vej fra idé til færdigt produkt. Mere om processen nedenfor, hvis man skulle være interesseret.

kimono1 kimono2_cap

Det afsluttende palindrom skabte næsten selv denne historie. I årevis har “økonomi-kimono” ligget i mit baghoved og boblet uden helt at komme op til overfladen; dels mangler der et “kø” til sidst, som gør det lidt kluntet, og dels er en økonomi-kimono ikke i sig selv sådan helt fantastisk lovende.

For nylig faldt det mig så ind, at man jo kunne ændre til “økonom i kimono”, og så synes jeg pludselig det kunne være sjovt at pusle lidt mere med. Stadig manglede noget med en kø, og derfor gik jeg videre til andre -onomer: En ergonom i kimono der greb noget måske. Og så dukkede en merkonom op. Han skulle så “krem-” et eller andet, og her var ikke mange muligheder: “rere merkonom i kimono kremerer..”. Hvad kan en merkonom være? Dyrere? Næh, rarere. For har vi en rarere merkonom, så ender vi ganske simpelthen med Arne, og så passer pengene, og vi står med et palindrom, der i sjældent høj grad ligner en helt almindelig sætning (alt er selvfølgelig relativt :).

“En rarere merkonom i kimono kremerer Arne”: Jeg sendte palindromet til Kristian – ophavsmand, tegner og forfattermakker på Krister-striberne – og han syntes det kaldte på en Krister-historie. Og mens jeg sad og kedede mig på færgen mellem Odden og Århus, faldt historien ud næsten af sig selv:

Jeg syntes ikke Arne kunne være en person; det ville være blevet lidt for morbidt. Og for at dét at kremere et kæledyr heller ikke skulle blive for morbidt, skulle det sættes lidt overdrevent op. Herudfra kom åbningen, hvor Arne viser sig at være en undulat. At den blev en undulat kom af, at vi havde et gammelt palindrom liggende – “Tal ud nu, undulat”, som kunne passe ind her. Og skal Krister på denne kontante vis opfordre undulaten til at tale ud på sit dødsleje, så må han være en anelse utålmodig og måske netop tænke, at hele seancen er en kende overdrevet. Talemåden “at drage sit sidste suk” meldte sig selv, og når man leger, at man har med en talende fugl at gøre, passer det jo fint med den arketypiske papegøjereplik “Poppedreng ha’ sukker”: Det kan holde læseren en tand længere i uvidenheden, at den hidtil uafslørede døende i kredsens midte ikke magter at fremstamme mere end noget med “suk..”.

Optakten af historien etablerer dermed, hvem Arne er, og at Arnes ejer tager dødsfaldet meget højtideligt. Der mangler så en merkonom, som endda er rarere end en anden person. OG som til overflod kan kremere. En merkonom, som forestår kremationer – dét er da noget nyt, og derfor blev merkonomen til en ung iværksætter med cand. merc.-baggrund og mod på at skabe et nyt marked. Og han og hans nyåbnede gesjæft kan passende komme på banen, fordi folkekirkepræsten ikke vil kremere undulaten under iagttagelse af fuldt kirkeligt ceremoniel; han bliver dermed rarere end præsten. Og er han i kimono, er han nok lige stået op.

Hvorfor vil præsten forresten ikke stå for kremationen? Måske bl.a. fordi han hader dyr. Det skal så lige ind i historien også.

Nå; det var en lang historie om en kort historie. Fra palindromet var færdigt og til historien var tænkt færdig og siden tegnet gik denne gang kun måske en måned. Typisk går der langt længere tid, men fordi historien her var kort og simpel og let at finde på, blev den rykket foran i køen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *