“I er ikke agile, hvis ikke…”
Siden jeg begyndte at arbejde med SAFe (Scaled Agile Framework), har jeg set en dømmende side af agile coaches og andre der arbejder med agilitet. Både fra SAFe-siden og fra ikke-SAFe-siden. Jeg vil ikke opstille de konkrete eksempler for ingen skal hænges ud – bare sige at jeg ikke synes det er helt i karakter for netop den agile verden. Fordømmelse af folk som gladeligt fortæller om deres erfaringer er ikke fremmende for læring og samarbejde, og jeg havde faktisk forventet mere af den agile verden, som netop sætter pris på de to ting.
Dybest set tror jeg meget af det kommer af tidligere knuste hjerter. På ikke-SAFe-siden har man set utallige undskyldninger brugt for at være agil af navn, men ikke i handlinger, og man er nervøs for at SAFe er endnu en af disse nemme undskyldninger – og et misbrug af begrebet agile som udvander konceptet endnu mere. Folk der kører SAFe har til gengæld mødt meget modstand fra starten (også fra folk som ikke har sat sig ind i sagerne) og er automatisk i forsvarsposition, så heller ikke fornuftige advarsler mod faldgruber bliver hørt.
Selv har jeg svært ved at forstå de stærke følelser. Måske fordi min tilgang er meget pragmatisk. “Gør det der virker for jer”. SAFe er for mig en samling ideer omkring softwareudvikling i store virksomheder, som bliver solgt under en hat, og hvor visse ideer kan hjælpe netop store organisationer. Faldgruberne ser jeg også – f.eks. lad være med at skalere, hvis det ikke er strengt nødvendigt.
Hvis de to lejre i stedet ville tage den empatiske tilgang og forsøge at forstå hinandens indvendinger, så tror jeg vi kan nå længere sammen. At vælge en anden “værktøjskasse” til et problem er ikke en kritik af andres værktøjskasse. At fortælle om gode erfaringer med en metode er ikke en afvisning af at man også kunne opnå gode resultater med en anden metode – eller få endnu bedre resultater ved at låne lidt fra flere metoder.
Et af de store problemer jeg ser er opskrifts-tilgangen til agile metoder. Den hvor man tager hele pakken og ikke reflekterer over hvor godt opskriften passer til lige ens egen situation. Det er godt for begyndere og til at kick-starte en indførsel, men hen af vejen er man nød til at kigge på hvad der virker og hvad der ikke gør og tilpasse sig. Hvis man ikke tilpasser sig, så bliver de dele der ikke fungerer ved med at skurre og det bygger modstand mod metoden (i stedet for mod det underliggende problem). Her er det vigtige at man stadig forholder sig til de underliggende principper og eksperimenterer med småændringer frem for at fjerne grundsøjler i metoden. Det er bestemt ikke let og kan hjælpes af erfaring. Opskrifts-tilgangen føder myter om “fanatiske” agile coaches som forsøger at trække ting ned over hovedet på folk som ikke har lyst til at deltage. Næsten al kritik jeg hører om de agile metoder handler om fanatik frem for pragmatik. Det gælder både i SAFe-lejren og i ikke-SAFe-lejren.
Hvis man vil læse mere om en pragmatisk tilgang til SAFe, så kan jeg anbefale Henrik Kniberg og Eik Thyrsted Brandsgårds fortælling om SAFe på LEGO. Som øjenvidne kan jeg skrive under på at de ikke har pyntet på historien.
Mit håb for den agile verden er at vi bliver mere empatiske overfor folk som gør ting på en anden måde – og at SAFe i stedet for en udvanding af det agile (som nogen frygter) bliver en fod indenfor i flere organisationer, fordi værktøjerne adresserer deres problemer bedre.