Tid til et eksperiment

Vi lever i en tid, hvor medierne har det svært. De bliver presset på indtjeningen og reagerer ved at investere i de populære emner – eller i hvert fald hvad de tror er de populære emner.

Nichemedier har det endnu sværere – med et smallere publikum er der færre øjne og færre kliks.

At skrive på dansk er allerede niche. At skrive om it på dansk endnu mere.

Konklusionen kan kun blive at det i disse tider er skørt at starte et it-medie fortrinsvist på dansk. Heldigvis har vi, QED.dk, ikke noget imod at gøre noget skørt.

Vores mål er at give ambitiøse danske udviklere et sted at opsøge information og deltage i en sober debat om vores faglighed og vores fag i en dansk kontekst. Vi har store forventninger til vores medie og har besluttet at dette er et eventyr vi er villige til at gå på. Forvent skæve løsninger, pludselige beslutninger og at blive brugt som prøveklud.

Et af de første eksperimenter vi har kørende er en flattr-knap på alle blogs og indlæg. Gennem denne knap kan du belønne skribenten for et godt indlæg ved at donere et mindre beløb. Du kan også flattr’e vores forside og dermed give et bidrag til vores løbende udgifter, såsom hosting, domæne og lignende.

Kom til os for at læse mere om webudvikling, mobiludvikling, usability, it-trends, gadgets, agile metoder, it-politik, usability, netværk, it-forskning, sikkerhed, robot-teknologi og meget andet. Lige nu er vi 17 skribenter, men det tal forventer vi skyder i vejret i de næste par måneder.

Dragerne kan bare komme an – lad os se hvad dette eventyr kan føre til. For it-folk, af it-folk.

8 comments for “Tid til et eksperiment

  1. Held og Lykke , bliver spændende med et alternativ på dansk , jeg tror mere på reklamer/sponsor end donationer men det kan godt være jeg er gammeldags, men det fjerne naturligvis alle kommentar og at man er i lommen på x y z.

  2. Tak! Nu er det ikke fordi jeg ikke tror på reklamer/sponsorer, men der er et reelt behov for at afprøve andre veje. Medier som er bygget udelukkende på reklamemodellen dør på stribe. Enten er der brug for en ny model eller også er der reelt ikke plads til ret mange spillere på markedet.

    Som jeg skriver i indlægget er vi villige til at eksperimentere – og det kan være konklusionen bliver, at man skal gå reklamevejen og så bøjer vi os for det.

  3. Hvis det kommer til at ske at der kommer et behov for flere indtægter kunne det i stedet for reklamer være en mulighed for en form for mikrobetaling.

    I praksis ville man nok have en konto med et mindre beløb, f.eks. 25,- kr for at bankgebyrer ikke bliver urimeligt høj i folhold til det der skal betales for.

  4. Flattr virker på den måde at man sætter et beløb ind på sin flattr-konto, og derefter sætter et månedlig budget, som man vil bruge. Når man så møder en artikel/et site som man gerne vil støtte, flattr’er man dem dvs. tilkendegiver at man gerne vil støtte med en mikrobetaling. Når måneden er gået fordeles ens afsatte budget-beløb mellem de flattr’ede sider og dermed kommer man aldrig til at gå over budget. Man har 100 % styr på hvad man bruger.

  5. Tak Inger! Beaconreader inspirerer – sikke en anderledes tilgang til, hvordan vi sikrer økonomien i interessant indhold. Tiltag som Beaconreader sammen med Flattr, Kickstarter, Indiegogo tapper ind i en modreaktion til en tid, hvor indhold ofte er dikteret af reklameinteresser og sponsorer.

    Vi holder øjne og ører åbne overfor inspiration og kunne godt blive inspireret af Beaconreader og f.eks finde på at lave en kampagne, hvor vi opfordrer til at man sponsorerer sin favorit-blogger. Men det bliver på den lange bane. Lige nu ser vi hvor langt Flattr kan føre os. Jeg er virkelig glad for at se at Flattr-knapperne bliver brugt over hele sitet.

Skriv et svar til Inger Stokkink Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *