“Nu skal du altså tegne med tusch, Klaus!”

Nedenstående tekst er et eksperiment udi brevkassens kunster. Det er en ydmyg udforskning af problemstillinger og spørgsmål som måtte ryge frem og tilbage mellem diverse it-fagfolk. Spørgsmål til denne brevkasse besvares fra et User Experience perspektiv. Dagens spørgsmål udspringer af denne artikel. Er der spørgsmål, der ønskes besvaret kan disse finde vej til mig via tusch-skrevne breve (alternativt twitter).

[Kære Brevkasse]

Har i et tidligere job kæmpet meget med at få de grafiske folk til at lave en serviettegning el. lign. før at de åbnede Photoshop – men det er aldrig rigtig lykkedes. Hvordan får vi dem til det?

-Poul

Kære Poul

Intet menneske kan undslå sig en vis normativitet, heller ikke mig. Så da jeg i mit forrige indlæg advokerede for større brugerindragelse og mere lavpraktiske prototyoper kom det måske også en anelse papir og tusch fokuseret ud. Det står jeg ved 100 procent.

Analoge redskaber som tuscher og papir synliggør idegenereringsprocessen og kan foretages flere mennesker sammen. Dette gør designprocessen tilgængelig for både grafikeren, programmøren, manager, brugere, kunder eller andre stakeholders som er involveret i processen.

Samtidig er det vigtigt at vi anerkender at ikke alle mennesker er tusch mennesker  – hvis én medarbejder synes tusch og post-its og farvekridt er dybt latterligt så kan det være overordentligt svært at skabe et miljø hvor disse medfører kreativitet og nytænkning som virksomheder trives på. Derfor kan der være et helt særligt trin, hvor man accepterer at for nogle mennesker er photoshop pen og papir. Tankeprocessen er den samme fordi disse redskaber er ligeså håndgribelige som markers og tuscher er for andre. Det vigtige er ikke altid redskabet, men processen bagved.

Når jeg så alligevel advokerer for tuscher er det jo selvfølgelig netop fordi det, som oftest er mere tilgængeligt for din bruger*.  Tuscher er gode fordi de tvinger dig til at lave fejl du ikke kan rette. Blyanter kan hviskes ud og fedtes rundt med, men tuscher fremhæver fejl med det samme og bidrager dermed til flere iterationer i dit design. Dette fungerer i mange formater, hvad enten det er en enkelt bruger, der er hevet ind som ekspert eller det er en større, veludtænkt workshops med mange typer brugere. Alle har forudsætninger for at bidrage; det kræver blot mod og en tusch.

Arbejder man med mennesker som insisterer på at benytte computerprogrammer kan alternativet være at man beder om at få det til at se ufærdigt ud. Måske skaber man en programstruktur  på 7 wireframes, så printer man dem ud og præsenterer dem for en bruger. Når wireframes printes ud kommer der et lag af adskillelse mellem bruger og computer som bidrager til ufærdigheden og giver rum og plads til fantasi og udforskning af designløsninger. Igen kan dette præsenteres for en bruger, og med en tusch eller to har de nu igen redskaberne til at bygge videre på og evaluere ideerne.

Sidste mulighed er jo selvfølgelig at ansætte én eller flere til at varetage kommunikationsopgaven mellem bruger og grafiker. Det vil sige at ansætte én som er dygtig til at skabe bindeledet mellem brugerinvolvering, databehandling, idegenering og det færdige produkt. Dermed får grafikeren mulighed for at koncentrere sig om sit foretrukne område, hvor vedkommende er gladest og du får en optimal proces hvor der tages hensyn til alle stakeholders involveret. Så laver du i sandhed god user experience – helt fra bunden af.

De bedste hilsner,

Mathilde

*bemærk at jeg i dette tilfælde ikke kun taler om slutbrugeren som sidder foran det færdige produkt, men om alle som er inddraget og involveret i processen om at skabe produktet.