Rollefordeling på et team

Teaching-Teamwork-to-Engineers_hero

Kravene til softwareudviklere på et team er mange. Der er meget man skal kunne mestre på én gang. Man hører ofte om hvor vigtigt et velfungerende team er, og at et godt samarbejde i forbindelse med en opgaveløsning er nødvendigt. Alle skal udvise team-spirit, være dygtige til at kommunikere og se styrker og svagheder ved sig selv – og sine kolleger. Man skal være innovativ og være en kollega der får det bedste frem i andre samt skabe synergi og derved det bedste team.  Man skal have lyst til at tage nye initiativer og hele tiden forbedre sig. Man skal være god til at kommunikere – ellers er der ingen der lytter.

Derudover skal man samtidig sørge for gøre sig synlig på sin arbejdsplads. Følge en karriere-stige – eller en karriere-bro. Men omvendt må det daglige arbejde aldrig blive en konkurrence blandt team-medlemmerne. Man skal yde sit bedste for team’ets skyld – og for virksomhedens skyld i sidste ende. Man skal bidrage og hjælpe hinanden på bedste vis. Men man skal ikke have spidse albuer, da det ikke må ende med at blive en virksomhed hvor alle konkurrerer mod hinanden.

Det er i bund og grund nogle ret fornuftige krav, men er alle disse krav ikke ret ensporede?

Hvordan passer alt dette sammen med det faktum at der findes rigtig mange i IT- branchen*, der er introverte? Man kan jo påstå at det hovedsageligt er den ekstroverte type, som bedst passer til beskrivelsen ovenover…

Gør det du er bedst til

I stedet for at vi alle skal være ens, så er det vigtigste, at man finder ud af hvad man er bedst til, og hvad man ønsker at blive bedre til. Det er vigtigt at erkende at man måske ikke er specialist i ALT. Man bør altid være ydmyg og lytte til andre. Dialog og hjælpsomhed er godt.

Hvis dit ønske er at udvide dine kompetencer, så kræv efteruddannelse eller dan nye læsegrupper eller deltag i gratis fyraftensmøder i diverse netværks-grupper i din by. Gå til IT-konferencer, der udvider din horisont, giver dig inspiration, nye ideer og gåpåmod.

Roller

Men det vigtigste, som man bør fokusere på når det handler om samarbejde, er hvilken rolle man gerne vil have på et team. Det er ikke alle der nødvendigvis synes at alle typer opgaver er lige spændende. Find ud af på forhånd hvordan I fordeler rollerne på teamet, og så vil alle på teamet blive gladere og få mest ud af deres kompetencer og interesseområder hver især. Det giver større arbejdsglæde i sidste ende. Man kan fx have en koordinator-rolle, være én der udfører opgaverne, én der opsøger ny teknologi, én der sørger for at teamet forbedrer sig, én der sørger for bedre teamsamarbejde og én der er specialist osv.

Det kan sammenlignes med et stammefolk, hvor alle familiemedlemmer har hver deres specielle rolle (som Katherine Kirk fortæller om i sit foredrag). Hun er selv vokset op blandt en stamme i Australien, og hendes erfaringer med rollefordelingen i en stamme har inspireret hende til at bruge den samme tankegang i sit arbejde i IT-branchen. I en stamme dur det ikke at alle er egoister eller går solo, men det dur heller ikke at alle for enhver pris skal kunne lave de samme ting og være glad for alle typer arbejdsopgaver.

Introvert

Katherine Kirk fortalte blandt andet til sit foredrag om hvordan det er at være introvert i IT-branchen. Som hun sagde:

The technology Industry consists of people working with people to make tools that help people interact.

Så som udgangspunkt mener hun at det kan være ret svært for en introvert at passe ind i denne beskrivelse. Eller er det?

Hvis man accepterer og fordeler rollerne, så er det også nemmere for introverte at være med på et team – da vi alle netop IKKE skal være ens, men at vi arbejder bedst i hver vores roller.

I øvrigt er dét at være introvert blot et begreb, der fortæller at man som person bedst løser en opgave alene. Man kan sagtens være udadvendt og glad for andre mennesker, mens opgaveløsningen kræver ro og koncentration og en fordybelse uden andres indblanding. Det modsatte gælder for en ekstrovert, som bedst kan lide at løse opgaver i fællesskab, og som får et energiboost af at være sammen med andre mennesker. Det er vigtigt at respektere begge dele når man er et team bestående af mange forskellige typer personligheder. Diversitet er altid godt.

 

*) satire kan forekomme 😉

 

2 comments for “Rollefordeling på et team

  1. Roller på et team er et virkeligt interessant emne. For mig handler det (som du også nævner) om at du skal finde et team som får det bedste frem i dig (også et godt råd, når man skal finde sin eneste ene). Jeg tror vi alle kan dække et bredt spektre af roller, hvis vi kommer på et team som har brug for at vi gør det, men det er ikke nødvendigvis det som vi bliver gladest af eller den bedste brug af vores evner. Kunsten er så at finde ud af en balance – vi udvikler os jo også hele tiden og kan gro ud af vores rolle i teamet.

    Jeg er for tiden en del af to meget forskellige teams, hvilket jeg lærer utroligt meget om mig selv af. Selv om rollebeskrivelsen formelt er den samme på begge teams, så udfylder jeg rollen meget forskelligt som reaktion på de forskellige teams sammensætning. Selv om jeg holder af begge teams lige meget, så må jeg indrømme at jeg bedre kan li’ mig selv som en del af det ene team frem for det andet. Det er lidt tankevækkende.

    Teamdynamikken kan virkelig også ændre sig på et splitsekund, når man introducerer nye teammedlemmer eller mister et teammedlem. Alle roller er igen oppe til forhandling – med mindre det er et meget fasttømret team, som nægter at give plads til nye medlemmer.

    • Tak for dine kommentarer. Du har helt ret i at man godt kan have flere typer roller alt afhængig af hvad og hvem man arbejder med. Og som du skriver, så udvikler (de fleste) sig med årene, og man kan flytte sig fra rolle til rolle. Specielt hvis man har et agilt mindset (som vores allesammens Linda Rising har holdt så gode foredrag om).
      Derfor er det også ekstra spændende at arbejde sammen i teams (synes jeg), da man lærer af hinanden hele tiden: den introverte bliver måske bedre til nogle ting, som den ekstroverte mestrer – og omvendt!.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *