En karriere i software

Hvad skal der stå på din gravsten? Da min far døde for nogle år siden, valgte jeg at sætte hans arbejdstitel “Købmand” på gravstenen også selvom far var pensioneret. Samme titel står på min farfars sten og min oldefars sten. Traditionen stopper dog der. Jeg går meget lidt op i titler og bruger forskellige som det lige passer; software-udvikler, Scrum Master, Product Owner, nørd, projektleder, iværksætter og lignende, men ingen af mine titler definerer mig og der er ingen af dem som fortæller noget om min plads i vores samfund. På en måde er jeg misundelig på min far, farfar og fars farfar. Deres liv var simplere.

For nyligt skiftede en af mine veninder arbejde og tog sin karriere i en ny retning. Hun havde før været backend-udvikler, og nu er hun mobil-udvikler. Det vækkede filosoffen i mig – hun er jo stadig programmør – endda i det samme sprog, så måske er det slet ikke en ny karriereretning? Hvad betyder det at have en karriere i it-branchen, når man det ene øjeblik kan arbejde i et reklamebureau, så i en bank, så for en advokat for derefter at skifte til en forsknings-centreret biks mens man dybest set arbejder med samme teknologier hele vejen?

De berørte domæner kan variere enormt – især for os konsulenter. Min egen karriere er gået fra at være software-udvikler til primært at beskæftige sig med begreber og metoder (og næsten ingen kode) og nu til at være selvstændig med alt for mange hatte på – også hatte som falder udenfor ren it. Mine domæner har varieret fra it til det offentlige, it til jobguide, it til legetøjssalg, it til marketing og it til informations-organisering, -søgning og -formidling (ville man måske i en simplere tid have kaldt det biblioteks-it eller arkiv-it?).

Andre bliver i samme job eller i hvert fald samme branche i årevis. Bankerne er nok en af de oftere sete eksempler på det. Her er der en karriere-tråd i branchen, men samme person kan sagtens arbejde med myriader af teknologier (og over en hel karriere skifter teknologierne formentlig noget) og indenfor både netbank, betalingskort og lignende domæner.

Det er interessant at se hvordan man specialiserer sig i it-branchen. Jeg kender folk der har specialiseret sig i henholdsvis it-sikkerhed, agil coaching, virtuelle maskiner, søgning, agil skalering, drift, udvikling og implementering af programmeringssprog, billedanalyse, store datamængder, mobil-udvikling, sundheds-it, logningssoftware og så videre. Gad vide om disse folk vil have “mobil-udvikler”, “sikkerhedsekspert”, “Big Data-ekspert”, “agil coach” og så videre stående på deres gravsten?

Vil du have “software-udvikler”, “Scrum Master”, “datalog” eller en lignende titel stående på din gravsten? Eller som dem der skriver jobopslag ville have formuleret det “software ninja”, “agil guru” eller “data rockstar”?

Giver det overhovedet mening at definere ens titel i livet ud fra de værktøjer man har valgt at bruge til problemløsning? I vores branche skal man konstant genopfinde sig selv (som Dan North også taler om på dette års GOTO) – giver titler så mening?

1 comment for “En karriere i software

  1. Titler giver vel stadig mening som et øjebliksbillede på det man laver, og på CV’et som en oversigt over det man har beskæftiget sig med.
    Har man lavet det samme hele sit liv, og har ens arbejde defineret livet, giver det god mening at sætte på gravstenen. Har man derimod shoppet rundt og genopfundet sig selv løbende, giver det mindre mening.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *