Agile Manchester lovede at være en hands-on konference…holdt det så? Nu har jeg været afsted i to sprængfyldte dage, med post-it notes og klistermærker…Og jeg har lært hvorfor man skal være ligesom Nemo og hvordan man ikke skal opføre sig til et retrospektive…Så ja! Agile Manchester var hands-on, lærerigt, og ikke mindst virkelig, virkelig sjovt!
Om leg og gaming.
Portia Tung, en agile coach, lagde forholdsvis tidligt ud med at beskrive det vigtige i leg på arbejde. F.eks kan bare 10 minutters leg kan give op til to dages fornyet energi! Så leg er ikke kun for sjov, det er en nødvendig del af livet. Men når vi bliver voksne glemmer vi at lege – og det er synd, mener Tung, som fortæller historien om sea squirt’en. Sea Squirten starter som en almindelig lille fisk, der leger og undersøger havet og hele tiden skal flygte fra at blive spist. Dens hjerne er opmærksom og undersøgende.
Når sea squirt’en bliver voksen, derimod, så binder den sig fast til en sten, et sted, hvor den kan få rigeligt med næring – og hvad sker der så med dens hjerne? Den spiser sig selv op indenfra!
Så man skal være ligesom Nemo, der svømmer videre og lærer nye ting – så bliver ens arbejde bedst og man bliver gladest.
Masser af tuscher og post-it notes til konferencen!
Emily Webber, endnu agile coach, fortalte så efterfølgende om hvordan man kunne “game” agile – ikke for at være ligesom Nemo. Tværtimod var det et mønster hun havde observeret, hvor folk brugte systemet så de slap for at ændre deres arbejdsmetoder. F.eks. at man under et stand-up fortæller om sit arbejde på sådan en måde at man skjuler at man i virkeligheden ikke laver så meget. Og under retrospectives kan man sørge for at bevare status quo ved kun at snakke om småting, eller de ting, der ligger udenfor ens kontrol eller mere kage.
Webbers talk var underholdende og uformel; men havde dog den vigtige pointe at det agile miljø ikke er neutralt og demokratisk – folks handlinger påvirker hvordan vi gør fremover. Og det er en oplagt tanke at inddrage elementer af leg. Leg kan bidrage til at skabe bedre lærings- og kommunikationssituationer. Så vores arbejde ikke alene bliver lærerigt, men også sjovt.
Måden vi taler på
Liz Keoghs keynote omhandlede måden vi taler på i den agile verden. Tag f.eks ordet sprint. Når en gepard sprinter for at fange sit bytte så er den ofte så udmattet efter nedtagningen at den ikke kan spise sit bytte før op til 30 minutter efter – men i den agile verden sprinter vi hele tiden, med fare for at udmatter os selv.Selvom sprint bare er et ord, så bærer det alligevel konnotationer; vi forbinder det med en udmattende, energikrævende indsats. Og det kan få os til at give den hele armen i et sprint, for, når det så er færdigt, at kaste os ud i et nyt et.
Kommunikation, kommunikation, kommunikation
I mit eget oplæg forsøgte jeg at identificere nogle af de problemstillinger der kan være i at integrere User Experience metoder i den agile verden. Ofte har jeg oplevet at UX og agile (udviklere) har fokus to forskellige steder – men i virkeligheden så vil vi jo det samme; at lave et godt produkt for vores slutbrugere.
Slides kan findes på prezi 🙂
Derfor kom jeg også selv ind på hvordan vi indretter sprints og hvordan man putter “det der UX” ind i det. Det blev til en virkelig spændende diskussion om kommunikation i teams, hvordan man viderformidler viden og om man ikke måske kan tage nogle elementer fra Big Design Up Front og bruge dem i dag!
Det var et forsøg på at prikke til Agile mennesker, som nogle gange støtter sig op af kendte rammer, og det var et tema der gik igen ved mange talks på konferencen. Vi sagde næsten alle sammen det samme: Det handler om kommunikation, om at fortælle historier og inddrage hinanden. Vi skal ud fra vores faglighed og ud i den virkelige verden. Og så skal vi lege. Hver dag.